Microsoft, Apple og Google konkurrer på mange fronter, og nu gør førstnævnte klar til at kaste sig ud i endnu en kamp med de andre to.
Microsoft vil nemlig åbne egen webbaseret app-butik til mobilspil.
Det Sarah Bond, der er topchef for Microsoft-ejede Xbox, overfor Bloomberg.
Microsofts nye mobilspilbutik vil entrere markedet allerede til juli.
"Vi gør det, fordi det virkelig giver os mulighed for at få det til at være en oplevelse, der er tilgængelig på tværs af alle enheder, alle lande, uanset hvad, uafhængigt af politikkerne for lukkede økosystembutikker, og så fortsætter vi derfra," lyder det fra Xbox-chefen.
I første omgang vil den nye app-butik involvere spil, som Microsoft har ejerskab over som Candy Crush, som Microsoft overtog gennem opkøbet af Activision Blizzard King, eller Minecraft, som Microsoft også har købt sig til gennem selskabet Mojang.
Efter en periode er det planen, at app-butikken skal udvide med nye eksterne partnere – her nævnes dog ingen specifikke partnere.
"Vi taler aktivt med andre partnere, som også gerne vil se flere valgmuligheder for, hvordan de kan tjene penge på telefonen," har Microsoft Xbox-chef Phil Spencer tidligere eudtalt.
"Denne webbaserede butik er det første skridt i vores rejse mod at opbygge en betroet app-butik med sine rødder i spil," lyder en erklæring fra selskabet Xbox.
Der har den seneste tid været meget postyr særligt om Apples gebyrer i iPhone App Store. Gebyrer om omkostninger nævnes dog ikke af Microsoft-cheferne, så tiden må vise, hvordan prismodellen bliver.
Har været planlagt længe
Planen om en mobilspilbutik har ulmet i noget tid efterhånden. Det blev offentligt, da Microsoft kæmpede med flere landes konkurrencemyndigheder om at få lov til at købe spilgiganten Activision Blizzard King, hvilket lykkedes.
I forskellige sagsdokumenter måtte Microsoft redegøre for, hvad der ville ske efter opkøbet, og her blev en spilbutik nævnt.
"Transaktionen vil forbedre Microsofts evne til at skabe en næste generation af spilbutik, som opererer på tværs af en række enheder, herunder mobil, som et resultat af tilføjelsen af Activision Blizzards indhold," skrev Microsoft i november 2022 og fortsatte:
"Med udgangspunkt i Activision Blizzards eksisterende gamerfællesskaber vil Xbox forsøge at skalere Xbox Store til mobil og tiltrække spillere til en ny Xbox Mobile Platform."