Siden Charlton Heston afmægtig tæskede næverne i sandet foran den smadrede statue af Frihedsgudinden, er Abernes Planet-universet konstant knopskudt.
Efter den tungsindige slutning på ”Abernes Planet” (1968) har vi fået en lind strøm af nye film og tv-serier. Seneste medlem af franchisen er ”Kingdom of the Planet of the Apes”, som får premiere i biffen til maj.
Filmen begynder en ny trilogi, hvor 300 års afstand til de tidligere begivenheder har givet ”Maze Runner”-instruktør Wes Ball et belejligt manøvrerum. Hvordan han forvalter det, kan nærstuderes i traileren.
Selv om det nye epos tager et frisk kig på universet, bør man nok alligevel smække en af de foregående abefilm på.
Kingdom of the Planet of the Apes bygger nemlig på ”Abernes planet: opgøret” (2017), som udgør slutpunktet på forrige trilogi.
Her lagde Andy ”Gollum” Serkis computerskabt gummiansigt til abelederen Cæcar.
Med ”Kingdom of the Planet of the Apes” følger vi Cæcars efterkommere.
I abernes rige er homo sapiens en flok uvidende vilde og fjernet fra den evolutionære trone. Kimen til splid findes i stedet blandt aberne, hvor en ny hersker sætter sig for at udradere alle andre ved hjælp af menneskets efterladte teknologi.
Den unge abe Noa æder dog ikke den officielle propaganda om, at mennesker er de rene nullerter.
Som en anden oprørsk teenager tager Noa sin hest og sin jagtfugl og rejser ud for at opklare, hvad der er op og ned i sagaen om mennesker og aber og alt derimellem.
Titel: Kingdom of the Planet of the Apes
Biografpremiere: 8. maj 2024