Med den nye overenskomst-aftale, som blev forhandlet på plads tirsdag, står de offentlige it-ansatte til at få en klækkelig lønforhøjelse over de kommende par år.
Overenskomsten betyder, at de statsligt ansatte - herunder it-folk - allerede 1. april står til at få en lønstigning på 4,87 procent fulgt af en yderligere lønstigning på 1,27 procent et år efter samt yderligere 0,2 procent 1. november 2025.
It-fagforbundet Prosa erklærer sig godt tilfreds med aftalen, som ifølge forbundssekretær Morten Rønne er med til at udligne forskellen mellem lønningerne for it-folk i den offentlige og private sektor.
“Jeg er ikke i tvivl om, at it-folk vil søge mod det private, hvis løngabet mellem offentlig og privatansat bliver for stort,” siger Morten Rønne.
Han peger på, at den nye overenskomst giver mulighed for en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025.
Det bliver muligt, hvis man kan se, at der er stor afstand til lønniveauet i den private sektor.
“I dag bliver mange it-folk ansat som dyre konsulenter i stedet for at blive ansat som medarbejdere. Årsagen er simpel: De offentlige it-lønninger er kommet for langt under et lønmatch med det private arbejdsmarked. Samtidig er netop konsulentydelser og udgifter til konsulenter i det offentlige under skarp kritik fra regering og flere partier i Folketinget. Derfor vil Prosa bide sig fast i bordet og følge lønudviklingen tæt de næste to år,” lyder det fra forbundssekretæren.
Læs også: