Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
It-industrien har længe været udfordret af en massiv mangel på it-specialister.
Mangelsituationen har gjort det tydeligt, at for at holde trit med den teknologiske udvikling og konkurrencen på globalt plan, må danske virksomheder kigge ud over nationale grænser for at finde de rette kompetencer.
Tendensen mod international rekruttering er kun blevet forstærket af Covid-19-pandemien, som har accelereret overgangen til fjernarbejde.
Selv om behovet for international ekspertise er stort, har vejen mod ansættelse været belagt væsentlige mængder af administrative byrder.
En af de mest bøvlede byrder har været kravet om, at den internationale medarbejder skal have udbetalt sin løn på en dansk bankkonto, som ikke kan oprettes fra den ene dag til den anden.
I en DI-analyse, der udkom i januar 2023, angav hver tredje virksomhed, at det tager mere end otte uger at oprette en dansk bankkonto.
En sten mindre i skoen
Krav har ikke kun været en tidskrævende hindring for de internationale specialister, men har også været en hæmsko for de ansættende virksomheder.
I en analyse udarbejdet af Rambøll primo i 2022 giver 4 ud af 10 it-virksomheder, der rekrutterer international arbejdskraft, udtryk for, at sagsbehandlingstiden i forhold til at lave en dansk bankkonto gør det udfordrende at rekruttere internationale it-specialister.
Regeringen vil nu helt konkret fjerne bankkontokravet for visse ophold, eksempelvis fast-track ordningens beløbsspor samt udvide tidspunktet for kravet på andre ordninger, eksempelvis Beløbsordningen.
At regeringen på den måde kommer virksomhederne i møde, er en anerkendelse af, at øget arbejdskraft, herunder ikke mindst inden for it-området, er afgørende for at virksomhederne kan opretholde konkurrencekraften.
Med forslaget får it-virksomhederne nemmere ved at rekruttere internationale specialiserede profiler.
Fjernelsen af bankkontokravet symboliserer således et dynamisk skifte i retning af større åbenhed og fleksibilitet for de internationale it-specialister.
En afskaffelse af bankkontokravet har været en mærkesag for DI siden vedtagelsen af lovforslaget i 2017, og i DI’s digitale brancheforening har det på vegne af it-virksomhederne også stået højt på ønskelisten over ønsker til forbedrede rammevilkår for sektoren.
I marts 2023 udgav DI Digital for eksempel en række forslag til et løft af de digitale kompetencer i Danmark, hvori forslaget om lempet bankkontokrav også indgik.
Vi glæder os til at samarbejde med regeringen om at fjerne endnu flere barrierer i forhold til internationale rekrutteringer, så vi i fremadrettet kan sikre nok hænder til at udvikle digitale løsninger, som er med til at løse store samfundsudfordringer.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.