Storslåede godser er måske flotte, men også rasende dyre at opvarme og vedligeholde.
Så i Guy Ritchies sublimt underholdende gangsterkomedie The Gentlemen fra 2020 tjener medlemmer af den forarmede britiske landadel en ekstra mønt ved at forpagte undergrunden til cannabisdyrkning i storskala styret af en særdeles veloplagt Matthew McConaughey.
Han er til gengæld ved at være træt at tjansen og vil gerne sælge sin milliardforretning – hvilket er lettere sagt end gjort. Det er i ganske korte træk det, filmen handler om. Og har man ikke set den, så kan det meget varmt anbefales at få det gjort; den kan aktuelt streames på Amazon Prime.
Faktisk er historien og hele filmens univers så godt skruet sammen, at Netflix vurderer at den kan bære sin egen serie. Den får samme titel som filmen og også er instrueret af Guy Ritchie.
Spinoff-serien The Gentlemen får premiere til marts – den præcise dato er endnu ikke offentliggjort – og følger hovedperson Eddie, der arver et gods fra sin far blot for at opdage, at der helt bogstaveligt er skunk i undergrunden.
Skal man dømme efter den netop frigivne trailer, så er der en god sandsynlighed for at det bliver både absurd og svært underholdende.
I skrivende stund ligger ganske mange detaljer om serien hen i det uvisse. Men man vil dog kunne møde blandt andet Theo James (White Lotus), Giancarlo Esposito (Breaking Bad) og mange flere.
Kun tiden må til gengæld vise, om nogle af de medvirkende fra den oprindelige film også stikker næsen forbi. Men man kan da håbe.
I øvrigt nåede The Gentlemen kun lige nøjagtig at få premiere, før Covid 19 lukkede alverdens biografer ned, og måske derfor fik den ikke helt så stort et publikum, som den – efter undertegnedes mening – i dén grad fortjente. Men mon ikke den får lidt ekstra rygvind nu.