Bankdata opretter med administrerende direktør Esben Kolind Laustrup i spidsen ny forretningsenhed med særligt fokus på nye platforme og nye teknologier og ændrer samtidig i direktionen.
“Vi har gennem flere år arbejdet på at gøre udvikleroplevelsen bedre, herunder flytte os til nye teknologier. Og nu sætter vi ekstra turbo på med et nyt forretningsområde, som får det som sin primære opgave, samt en plads om bordet i Bankdatas øverste ledelsesorgan,” fortæller Esben Kolind Laustrup til Børsen
Den nye afdeling får 125 medarbejdere.
I spidsen indsættes teknologidirektør Kenneth Fiil, der kom til Bankdata i februar fra Lunar, hvor han var teknologidirektør.
Esben Kolind Laustruop fortæller til Børsen, at Bankdata desuden har ansat Esben Viskum som ny driftsdirektør, COO. Han afløser Bo Florin, som fratræder af det, der kaldes ‘personlige årsager’ efter under et år i stillingen.
Det er anden gang i år, at Bankdata bygger om i organisationen.
Esben Kolind Laustrup byggede nemlig helt om i januar, hvor han blandet andet fjernede alle hidtidige afdelinger og fyrede en lang række scrum masters.
Det skete dengang for at få Bankdata med sine omkring 900 ansatte tilbage til at blive mere slank, fladere og teambaseret, efter at antallet af ansatte er vokset med 37 procent siden 2015.
"I de seneste år er alle områder blevet større i Bankdata med mange flere medarbejdere. Som konsekvens er lederne kommet for langt væk. Vi er vokset ud af frakken så at sige," fortalte han dengang til Computerworld.