Siden de amerikanske eksportrestriktioner tidligere på måneden blev skærpet, er Nvidias udvalg af high-end grafikkort på det kinesiske marked begyndt at svinde voldsomt ind.
Hvor eksportforbuddet hidtil har haft grafikkort tiltænkt serverrum og workstations for øje, begynder det nu også at berører forbrugerrettet hardware, såsom selskabets topmodel til spil, GeForce RTX 4090 kortet, som ikke længere figurerer på selskabets kinesiske hjemmeside, som noteret af hardware-mediet Toms Hardware.
RTX 4090 kortet er i stand til at levere 660 teraFLOPS til såkaldte FP8-udregninger, svarende til en regneydelse på i alt 5.280 billioner regneoperationer per sekund, efter TPP-målet (Total Processing Performance) som defineret af det amerikanske handelskammer, hvilket får det over eksportbegrænsningen på 4.800 TPP.
Globalt marked svinder ind
Ved at trække forbrugerrettet hardware ud af det store kinesiske marked, får de øvrige markeder et større udbud af grafikspecialistens mest avancerede grafikkort til forbrugere.
Det større udbud kommer i en tid, hvor efterspørgslen efter grafikkort har været kraftigt aftagende siden corona-pandemiens i 2021 og 2022 pressede forsyningskæder og efterspørgslen i vejret.
Hos Nvidia er det blevet til en stribe prisreduktioner, hvor den seneste kom i juli i år, skriver Forbes.
Seneste priskorrektioner berørte dog alene selskabets mere prisvenlige grafikkort i Geforce RTX 4060 og RTX 4080 familierne.
Med et udvidet udbud, står selskabets allerkraftigste kort til at skulle have en høj pris i et globalt marked der svinder ind.
Noteværdig undtagelse
Mens de kinesiske gamere må undvære markedets kraftigste grafikkort til spil, figurerer selskabets workstation-pendant, RTX 6000 Ada, stadigvæk som værende til salg på hjemmesiden.
Kortet er ekviperet med dobbelt så meget hukommelse som RTX 4090 hvilket gør det mere anvendelig til AI-opgaver, samtidig er det i stand til at levere 5.828 billioner TPP-udregninger per sekund, hvilket gør at kortet er underlagt de amerikanske handelsrestriktioner.
Mediet undrer sig derfor over, at kortet fortsat står til at kunne erhverves, men noterer, at der kan være tale om et begrænset lager, som er blevet importeret forud for den seneste runde eksport-stramninger.
Med sin officielle listepris på 6800 amerikanske dollar er RTX 6000 Ada en langt mere profitabel enhed end Nvidia RTX 4090 til sin vejledende pris på 1.500 dollar, hvorfor noget hamstring kan være i spil.