Det lidt pudsige navn Reality Winner er måske ukendt for de fleste.
Men uden NSA-agent Winner ville vi dog næppe vide, at det amerikanske præsidentvalg i 2016 var propfyldt med fup og (russisk) fidus. Tilmed var USA’s myndigheder i forvejen klar over det.
Historien udfoldes i filmen ”Reality”. Dramaet bygger blandt andet på båndudskrifter fra FBI’s afhøring af Winner i 2017 i hendes eget hjem. Hovedrollen som Winner leveres af HBO-stjernen Sydney Sweeney, kendt fra tv-serien ”Euphoria”.
”Reality” afdækker roligt, men uhyggeligt, sagen bid for bid. Hvad fik en ung tolk i farsi til at lække tophemmelige papirer som en anden Edward Snowden?
Hvorfor endte Winner bag tremmer i den hidtil længste fængselsstraf i forhold til lignende sager?
I dag ved vi, at USA’s nationale efterretningstjeneste, NSA, mistænkte russiske hackere for at have pillet ved valgets elektroniske stemmebokse. De oplysninger mente tjenesten ikke tålte dagens lys.
Takket være Reality Winner har vi dokumentation for, at Rusland på flere måder påvirkede præsidentvalget anno 2016.
At resultatet (muligvis) endte med at sende Donald Trump og hans MAGA-folk ind i Det Hvide Hus, kan for nogen synes uhyggeligt nok i sig selv.
Trailer til instruktør-debutanten Tina Satters drama, ”Reality”, kan ses her.
Titel: Reality / Premiere: 2. november i større biografer