I kølvandet på gigantopkøbet af Activision for omkring 500 milliarder kroner, sker der nu ændringer i Microsofts ledelse.
Særligt i marketing- og gamingafdelingerne.
Chris Capossela stopper som chief marketing officer (CMO) for selskabet.
”Chris og jeg har arbejdet på hans arvefølgeplan i nogen tid, og da denne nye æra af kunstig intelligens er over os, har vi besluttet, at det er det rigtige tidspunkt at sætte den plan i værk,” skriver Microsofts CEO Satya Nadella i et blogindlæg.
Microsofts nye globale CMO bliver Takeshi Numoto, som er fundet internt.
Derudover bliver Yusuf Mehdi, Corporate Vice President for Microsofts Modern Life and Devices Group forfremmet og slutter sig til virksomhedens seniorlederteam.
Mehdi bliver nu Executive Vice President, Consumer Chief Marketing Officer, og han vil rapportere direkte til Numuto.
”I dag annoncerede Microsoft, at vi forfremmer Takeshi Numoto til Chief Marketing Officer, vi forfremmer Yusuf Mehdi til Consumer Chief Marketing Officer og tilføjer Yusuf til Senior Leadership Team, og at jeg forlader Microsoft,” skriver Chris Capossela om sin afgang på X og fortsætter:
”Jeg kunne ikke være mere lykkelig for Takeshi og Yusuf, og jeg er så taknemmelig for mine egne 32 års arbejde i denne vidunderlige virksomhed. Jeg er blevet formet af de fantastiske Microsoft-medarbejdere, kunder og partnere, som jeg har haft det privilegium at arbejde med og lære af.”
Gamingafdelingen
I Microsofts Gaming-afdeling sker der også ændringer.
Fra nu af vil Ami Silverman, lederen af Microsofts Global Consumer Sales Organization, nu rapportere til Phil Spencer, CEO for Microsoft Gaming. Dertil sker der også andre ændringer i Microsoft Gaming.
Disse er ikke beskrevet i det udsendte fra Satya Nadella, som kun fokuserer på marketingafdelingen, men det fremgår af et internt notat, som The Verge er i besiddelse af.
Matt Booty, leder af Xbox Games Studios, bliver formand for Game Content and Studios i Microsoft. Det betyder, at han nu vil stå for Zenimax- og Bethesda-spil, som er spilstudier, Microsoft ejer.
"ZeniMax vil fortsætte med at fungere som en begrænset integrationsenhed ledet af Jamie Leder, præsident og administrerende direktør, rapporterende til Matt," forklarer Phil Spencer i notatet ifølge mediet.
Sarah Bond bliver også forfremmet, og hun bliver nu chef for alt platform og hardware for Xbox.
Hun skal nu "samle enheder, spiller- og skaberoplevelser, platformsteknologi, strategi, forretningsplanlægning, data og analyse og forretningsudvikling," skriver Phil Spencer.