Efter flere klager om, at iPhone 15-modeller skulle blive brandvarme og overophede, har Apple nu udsendt en nødopdatering for at løse problemet.
Der er tale om systemopdateringen iOS 17.0.3, som gerne skulle fikse problemet.
"Denne opdatering giver vigtige fejlrettelser, sikkerhedsopdateringer og løser et problem, der kan få iPhone til at blive varmere end forventet," står der i opdateringsmeddelelsen.
Udover overophedning retter Apple også en såkaldt nuldages-fejl, som er blevet udnyttet til cyberangreb mod iPhone- og iPad-brugere.
"Apple er bekendt med en rapport om, at dette problem kan være blevet aktivt udnyttet mod versioner af iOS før iOS 16.6," skriver Apple i en meddelelse.
Sikkerhedsbristen spores under navnet CVE-2023-42824 og skyldes en sårbarhed, der blev opdaget i XNU-kernen. Fejlen giver ondsindede aktører mulighed for at eskalere privilegier på ikke-opdaterede iPhones og iPads.
Apple retter også en anden fejl, som spores som CVE-2023-5217 og skyldes en svaghed i heap buffer overflow i VP8-kodningen i det open source libvpx-video codec-bibliotek. Denne fejl kan resultere i vilkårlig kodeudførelse.
Opdateringen er tilgængelig for følgende enheder: iPhone XS og nyere, iPad Pro 12,9-tommer 2. generation og nyere, iPad Pro 10,5-tommer, iPad Pro 11-tommer 1. generation og nyere, iPad Air 3. generation og nyere, iPad 6. generation og nyere samt iPad mini 5. generation og senere.