Artikel top billede

Her er Panasonics seneste Toughbook i sit rette element: Sikker kommunikation og beslutningsstøtte på slagmarken. (Foto: Panasonic PR)

Test: En laptop til professionelle med særlige krav – og dybe lommer

Ultrarobust bærbar: Panasonics nye FZ-40 Toughbook tåler vand, støv og fald samt ekstrem kulde og varme. Computeren er skabt til militære formål, men henvender sig også til politi, forsyningsselskaber og andre, som skal løse missionskritiske opgaver under selv de mest krævende forhold.

Lad os starte med at slå én ting fast: Hvis dit laptop-skønhedsideal er en MacBook eller en anden tynd, smart, lækker sag, skal du i hvert ikke betale en formue for en FZ-40 Toughbook, der er omtrent lige så praktisk som en amerikansk monster-truck – eller en Hummer – i Københavns såkaldte middelalderby.

Og selv om du måske mener, at du ikke kan leve uden en klods af et Rolex Sea-Dweller dykkerur med en vægt på et ton og en konstruktion, der skal kunne tåle en vanddybde på næsten fire kilometer, ville du nok vælge en mere fotogen laptop.

Med det på plads er sådan en Toughbook i min optik et værktøj til databehandling og ikke mindst kommunikation i situationer, hvor smartphones ikke rækker, og mere almindelige laptops ikke har en chance.

Tougher than the rest

FZ-40 tilhører produktkategorien “rugged” – robuste – computere og tåler påvirkninger, der lynhurtigt kan ekspedere svagere konstruktioner til de evige elektronikmarker. Den er IP66-klassificeret.

Det betyder, at den er støvtæt og kan bruges udendørs under det værst tænkelige skybrud, men en tur i pølen frarådes. Ydermere en den militært certificeret efter MIL-STD810H for temperatur - minus 29 til plus 63 grader celsius, fugt og vibration, ligesom den er faldtestet fra 26 vinkler og en højde på 180 centimeter over et hårdt underlag.

Disse løfter har jeg ikke efterprøvet. Jeg er også ret sikker på, at maskinen ikke ville have set køn ud efter faldtesten, men hvad gør det, hvis den stadig kan klare en kritisk situation efter sådan en omgang?

For mig er en kampvægt på et kilo optimal til en laptop. I denne størrelsesklasse er det ikke umuligt, men ikke helt billigt, at finde en model med en touchskærm på 14 tommer – ligesom FZ-40.

Ikke desto mindre er denne Toughbook helt oppe at ringe på næsten 3,5 kilo i den skrabede basisversion med et enkelt batteri.

Den er næsten lige så stor som et A3-ark, hvor jeg gerne vil trække grænsen ved A4, og den er godt 55 millimeter tyk. Alene skærmsektionen har en tykkelse på 15 millimeter – det samme som det tyndeste sted på min rejse-laptop med skærmen lukket ned.

Den høje vægt skal hovedsageligt tilskrives FZ-40’s grundlæggende konstruktion med et chassis af magnesium og masser af konfigurationsmuligheder.

Det er noget helt andet end en typisk laptop, hvor al elektronik er klemt ned på et enkelt bundkort, og den fysiske beskyttelse består af et par tynde, støbte skaller af plast – eller hvis det går højt – aluminium eller magnesium.

Beherskede præstationer

Motoren i Toughbook’en er som standard en Intel Core i5 1145G7 vPro-processor, men den kan bestilles med den stærkere Core i7 1185G7 vPro. Med 16 GB (maksimum 64 GB) er der rigeligt med arbejdshukommelse, og med et NVMe-drev 512 GB (maksimum 2 TB) vil de færreste mangle lagerplads. Styresystemet er Windows 11 Pro.

Som nævnt er skærmen på 14 tommer. Den har Full HD-opløsning og er absolut ikke refleksfri, men dette kompenserer Panasonic for med en usædvanlig høj lysstyrke på 1.200 nit (1.200 cd/m2).

Jeg har benchmarket FZ-40 ved hjælp af testprogrammet PassMark Performance Test, som kommer frem til en rating på 3.108 og en såkaldt percentil på 35 procent, når computeren strømforsynes fra lysnettet.

Det vil sige, at 65 procent af de computere, som er blevet testet og fået indberettet deres resultater, totalt set er kraftigere. En analyse af resultaterne viser, at flaskehalsen er processorens integrerede UHD Graphics-grafikprocessor.

Når der er installeret to RAM-moduler, understøtter processoren Iris XE Graphics, og så kan man forvente bedre præstationer. Ved batteridrift falder ydelsen minimalt, og PassMark-ratingen lander så på 2.886 (percentil 34 %).

Ved almindelig brug i tempererede omgivelser – hos mig omkring 23 grader celsius – er computeren praktisk talt lydløs. Ved hård belastning som dele af benchmark-testen stiger den interne temperatur selvfølgelig – til mere end 60 °C i processoren, og så går de to blæsere med udmunding på undersiden i gang. Selv om jeg næsten kan se batteriindikatoren skrumpe, er støjniveauet minimalt i mit miljø.

Driftstiden opgives til op til 18 timer med et enkelt batteri på 10,8 V/6.500 mAh. Jeg kan bekræfte, at der i praksis er rigelig kapacitet til en god lang arbejdsdag med varierende opgaver. Og er det ikke tilstrækkeligt, er der et rum til et ekstra batteri.

Dyr konstruktion med udvidelsesmuligheder

En traditionel laptop med den samme grundlæggende hardware-bestykning som FZ-40 er det ikke svært at finde i prislaget under 10.000 kroner.

Hvorfor kommer denne Toughbook så med en frapris på 41.904 kroner?

En produktionsingeniør behøver ikke mange sekunder til at konstatere, at Panasonic har gjort alt det ”forkerte” ved at satse på en meget høj byggekvalitet og et endnu mere bekosteligt konstruktionsprincip, hvor der er brugt masser af standardskruer til samlingerne, så computeren kan adskilles i marken.

De mange hængslede dæksler – jeg har talt mig frem til otte – med fjedre, låse og forseglinger koster også en formue i værktøjer og konnektorer.

Den modulære opbygning af FZ-40 gør det forholdsvis nemt at tilbyde skræddersyede varianter efter kundernes ønsker, og det er også muligt at foretage nogle opgraderinger, hvis behovene ændrer sig.

Toughbook’en er udstyret med fire såkaldte ekspansionsområder, som er tilgængelige uden brug af værktøj. Hertil kan man blandt andet tilkøbe endnu et SSD-drev af SATA-typen, som giver mulighed for ”hot swap” – drevskifte, mens maskinen kører.

Desuden kan man vælge en SmartCard-læser, et optisk disc-drev, endnu et batteri, en fingeraftrykslæser, en kontaktløs SmartCard-læser og et modul med en hel stribe ekstra tilslutninger. Gad vide, hvad en FZ-40-version ”med det hele” sniger sig op i?

God til kommunikation

Denne Toughbook mangler ikke kommunikationsfaciliteter. Den kommer som standard med Bluetooth 5.1 Class 1, Wi-Fi 6 via Intel AX201, Thunderbolt 4 og 1000Base-T LAN.

Tilkøbsmulighederne omfatter mobilt 4G- eller 5G-bredbånd med eSIM-support samt global positionering med support af GPS, Glonass (russisk), BeiDou (kinesisk) og Galileo (EU-alternativ til GPS). Hvis du farer vild med en FZ-40 som navigator, er du virkelig lost!

FZ-40 kan naturligvis også bruges til videokommunikation. Det indbyggede videokamera har en opløsning på 5 megapixel, og taleforståeligheden i støjende omgivelser kan forbedres ved tilkøb af en løsning med fire mikrofoner. Jeg er noget undervældet af kameraets billedkvalitet.

Det kræver ret stærkt lys, før hudfarver virker nogenlunde naturlige. Af en laptop at være har FZ-40 en relativt høj lydkvalitet over de indbyggede stereohøjttalere med Waves MaxxAudio-teknologi. Den testede maskines mikrofon leverer et ret godt lydsignal, men fanger også baggrundslyde, og dem ville jeg gerne være fri for.

Komfortabel som en original Jeep i terræn

En Toughbook som FZ-40 bliver jeg hurtigt træt af at slæbe rundt på. Det udklappelige bæregreb ligger ellers godt i hånden, men vægten og størrelsen gør, at jeg hellere ville bruge Panasonics originale skulderrem (endnu et tilkøb).

I forhold til mine trofaste MX Keys-tastaturer er FZ-40 et relativt behageligt skriveinstrument, hvis man kan holde ud, at betjeningen foregå godt 40 mm over underlaget.

De enkelte taster er i fuld standardstørrelse og har den vandring, som jeg er vant til, men føles en smule ”løse”. De siger heller ikke ret meget, og en form for bekræftende kliklyd kan nok være en hjælp i støjende omgivelser.

Med målene 95 x 53 millimeter er FZ-40’s touchpad – cirka 10 millimeter kortere på hver led end typisk på en laptop.

Det skal være muligt at bruge touchpaden med eller uden handsker og også i regnvejr, og det kan være forklaringen på, at jeg – som aldrig er blevet venner med nogen touchpad – finder FZ-40’s endnu mere besværlig at styre end normalt.

Touchpaden oplever jeg nærmere som en presspad, fordi den kræver mere end en let berøring, før den reagerer – sikkert af hensyn til brugere med handsker. Den medfølgende digitale pen kan være lidt bedre i nogle situationer, men ellers foretrækker jeg at bruge den glimrende touchskærm suppleret af en trådløs mus.

Selve skærmen har en passende skarphed med masser af blus på lampen til udendørs brug i solskin.

Hvis jeg skulle beholde maskinen, ville jeg prøve at rette op på farvebalancen med en kalibrering. Mine bedste ord for farverne er nok ”fesne” eller ”flade”. Da jeg testede kameraet, så jeg nærmest vinterbleg ud, og det samme gælder for downloadet eller streamet indhold.

Konklusion

Hvis du virkelig behøver en bærbar computer, der kan overleve en øvelse i militærets jægerkorps, er Panasonic Toughbook FZ-40 en oplagt mulighed.

Det samme gælder, hvis du er vild med et råt army-look og gerne vil slæbe rundt på en maskine, som er mere end tre gange tungere og fire gange dyrere end civile laptops med en tilsvarende ydelse.


Loading ikon