Den russiske hackergruppe ved navn Clop har udstedt et ultimatum til de til mere end 100.000 medarbejdere, som er ansat i de organisationer, som for få dage siden blev ramt af et stort hacker-angreb.
Clop meddeler nemlig, at samtlige ramte skal sende en mail til gruppen inden 14. juni. Ellers vil hackerne offentliggøre alle stjålne data, skriver BBC.
Angrebet har indtil videre ramt blandt andet BBC, Aer Lingus, British Airways, Novia Scotia Government, Boots og Rochester Universitet.
Ifølge BBC har Clop-gruppen fået adgang til selskabernes løn-systemer via software-programmet MOVEit, som anvendes af mange organisationer til at flytte filer rundt mellem it-systemerne.
MOVEit anvendes blandt andet af den britiske lønsystem-leverandør Zellis, som har bekræftet, at hackerne har fået adgang til otte af selskabets kunders løndata og lignende - herunder adresser, bankdetaljer og sygesikrings-oplysninger.
Ifølge BBC vil Clop-gruppen have, at de ramte medarbejdere kontakter gruppen med henblik på at indlede forhandlinger om en mulig løsning.
Den brede opfordring udsendt på darknet er ret usædvanlig. Typisk sender hackere nemlig krav om ransom direkte til de berørte organisationer - og ikke til de mange medarbejdere.
“Dette kan skyldes, at Clop har svært ved at håndtere skaleringen af hacket, som stadig er i gang verden over,” skriver BBC.
Clop meddeler, at al stjålen data fra stater, byer og politi er blevet slettet, da gruppen ikke har nogen interesse i at offentligggøre disse data, som det hedder.