Microsoft og OpenAI er ikke længere de eneste, der kan bryste sig af at stille avancerede AI-chatværktøjer til rådighed.
Sidst uge kunne Google løfte sløret for sin opdaterede version af Bard, som udover at være bygget ovenpå en omsiggribende overhaling af den såkaldte storskala sprogmodel også nu åbnes op for den brede offentlighed – men altså med undtagelse af brugere i EU, heriblandt danskerne.
Googles Bard version 2.0 er dog ikke længere væk, end at den kan tilgås med et såkaldt virtuelt privat netværk (VPN).
Her kan du simulere, at din enhed virtuelt befinder sig et andet sted, hvor Googles regionale begrænsning ikke gælder.
Kom i gang på under to minutter
Det skorter ikke på VPN-tjenester derude, men de er ikke altid lige gode, sikre og billige.
I dagens guide tager jeg udgangspunkt i tjenesten HotSpot Shield, som er en tjeneste, der som brillerer ved at være kåret som den hurtigste i Computerworlds nylige VPN-test og som samtidig tilbyder en gratis-version, hvor begrænsningerne på datamængder og streaming-hastighed ikke er afgørende for brug af Bard.
Hotspot Shield kan hentes her.
Programmet kræver blot få klik og ingen login, så du kan komme i gang på få sekunder.
Du skal dog fravælge tilbuddet om en Premium-adgang, før du kan tilgå gratis-versionen af Hotspot Shield.
Med tjenesten aktiveret, mangler du bare at tilgå Googles Bard-tjenesten via din favorit-browser.
Googles Bard-hjemmeside finder du her.
Ønsker du at benytte Googles nyligt reviderede Bard-tjeneste på dansk, skal du dog væbne dig med tålmodighed, da tjenesten indtil videre kun fungerer på engelsk, koreansk og japansk.
40 nye sprog er ifølge Google i støbeskeen, heriblandt dansk, som ifølge søgegiganten skulle blive tilgængeligt ’snart’.
Nu du er i gang
Med VPN-netværket slået til har du mulighed for at prøve nogle af de øvrige muligheder, som VPN-netværk giver.
Du kan overveje at besøge din yndlings streaming-tjeneste og ved selvsyn se, at der stilles et andet udvalg af film og serier, end det, du oplever derhjemme.