De tre pensionskasser ATP, PFA og PKA risikerer at måtte nedskrive et milliardbeløb på et lån til TDC.
Det oplyser flere eksperter til Børsen.
Ifølge Børsen har de tre danske pensionskasser 15 milliarder kroner i klemme hos TDC, der ved årsskiftet havde gæld for 60 milliarder kroner.
“Jeg gad godt vide, til hvilken kurs pensionsselskaberne har taget det her lån ind i deres regnskaber. Den bør være lav. Det er et muligt scenarie, at de ender med at måtte konvertere en stor del af gælden til egenkapital, og så skal der jo bogføres en nedskrivning til en realistisk markedspris for aktierne. Der er potentielt et tocifret milliardbeløb på spil,” siger Frederik Aakard, partner i Dansk Ejerskifte med stor erfaring i kapitalstrukturering og værdiansættelse af virksomheder, til Børsen.
TDC blev i 2018 solgt til det australske finanskoncern Macquarie, der opkøbte teleselskabet i fællesskab med PFA, PKA og ATP.
Efterfølgende er TDC’s forretning blevet opsplittet i de to selskaber TDC Net og Nuuday, hvor førstnævnte står for opbygning af digital infrastruktur som eksempelvis mobilnet og bredbåndsudrulning, mens Nuuday er det forbrugerrettede selskab som blandt andet driver Yousee.