Hewlett Packard i Danmark lander det bedste resultat i årevis samtidig med, at selskabet drosler ned for antallet af medarbejdere i den danske forretning.
Selskabets netop offentliggjorte regnskab for det forskudte regnskabsår, der løber fra 1. november 2021 til udgangen af oktober 2022, viser, at selskabet for alvor har fået vind i sejlene.
Omsætningen runder halvanden milliarder kroner efter en stigning på mere end 23 procent i forhold til det foregående år.
Samtidig er driftsindtjeningen blevet næsten tredoblet fra 11,1 millioner kroner til nu knap 28 millioner kroner.
Bundlinien er samtidig blevet mere end tredoblet og lander på et overskud på 43,1 millioner kroner. Året før landede bundlinien på knap 13,3 millioner kroner.
Til gengæld er antallet af medarbejdere blevet reduceret med knap syv procent til nu 136 medarbejdere.
Hewlett Packard Danmarks ledelse med direktør Tine Sonne Kops i spidsen skriver i regnskabet, at resultatet ‘regnes for tilfredsstillende,’ samt at det ligger over det, som selskabet oprindeligt havde forventet.
Fremgangen skyldes primært “solid eksekvering af strategien mod overgang til mere profitable produkter, løsninger og as-a-service-løsninger,” hedder det.
Samtidig har HPE Danmark nydt godt af renteudsving og lignende.
HPE er den største server-leverandør i Danmark, og generelt har markederne og den danske økonomi i årets løb været præget af stor efterspørgsel og stigende priser - men også af leverings-problemer i supply chainen, fremfører HPE.
Langt størstedelen af selskabets løsninger leveres til kunderne via HPE’s danske netværk af partnere og distributører.