Det danske datatilsyn går nu i gang med en undersøgelse af DPO’erne i de danske kommuner.
Formålet er at få indblik i og overblik over databeskyttelsesrådgivernes arbejde og udfordringer forbundet med det.
Det meddeler tilsynet.
Undersøgelsen sker som et led i EU’s datatilsyn EDPB’s koordinerede indsats for at undersøge DPO-rollen i europæiske lande.
Det danske tilsyn har i den forbindelse valgt at afgrænse undersøgelsen herhjemme til DPO’er i landets kommuner.
Grunden til dette er, at kommuner er forpligtet til at udpege en DPO, og at kommunerne i høj grad beskæftiger sig med behandling af store mængder personoplysninger, lyder det.
De kommunale DPO’er kan derfor nu se frem til at modtage et spørgeskema fra Datatilsynet.
Resultaterne vil blive samlet og analyseret både nationalt og på EU- og EØS-niveau.
"Datatilsynet vil efter undersøgelsen evaluere behovet for bl.a. mere konkret vejledningsindsats rettet mod kommuner og deres DPO’er," skriver tilsynet.