Den hollandske regering er på vej med nye love og regler, der inden sommer vil indføre en række kraftige begrænsninger for eksport af hollandsk chip-teknologi til Kina.
De kommende restriktioner indføres af hensyn til den nationale sikkerhed, meddeler regeringen, som med meldingen følger i kølvandet på USA, der i oktober indførte skrappe eksport-restriktioner på alt vedrørende chip-produktion til Kina.
Den hollandske regering nævner ingen navne. Men det er givet, at de nye regler især sigter efter et selskab, nemlig Europas største tech-firma målt på markedsværdi, ASML.
Det herhjemme relativt ukendte hollandske selskab er blandt verdens største producenter af avanceret udstyr og højteknologiske maskiner til produktion af chip på de store fabs.
ASML producerer og sælger henholdsvis EUV- og DUV-maskiner [‘extreme ultraviolet’ og ‘deep ultraviolet’] der anvendes på fabsene.
En enkelt af de stærkt avancerede maskiner koster helt op til 160 millioner dollar. Det svarer til godt en milliard kroner.
Restriktionerne kan blive alvorlige for ASML, der i 2022 hentede 14 procent af sin omsætning i Kina. Selskabet har i de seneste 10 år omsat for mere end otte milliarder euro i Kina og henter fortsat betydelige summer på at servicere det allerede solgte udstyr.
Blandt ASML’s kunder i Kina er også en række af verdens største chip-producenter, som driver fabs i Kina, herunder sydkoreanske SK Hynix og Samsung.
Hertil kommer kinesiske producenter som SMIC og YMTC.