Artikel top billede

(Foto: U.S. AIR FORCE ACADEMY)

Tesla klar med sin kæmpe Master Plan 3’ til 70 billioner kroner: Vil skabe en 'bæredygtig grøn civilisation'

Tesla vil investere afsindige mængder penge i at tilvejebringe den grønne omstilling.

Tech- og bilgiganten Tesla med Elon Musk i spidsen har netop sløret for tredje store akt i selskabets udvikling, døbt ’Master Plan 3’ ved sit eget investor-event ’Investor Date’.

Her er det primære fokus at gøre virksomheden til en nøgleaktør i den grønne omstilling, med den overordnet målsætning om at kreere ’en bæredygtig grøn civilisation’.

Tesla vision vil kræve monumentale 10 trillioner dollar, svarende 70.000 milliarder kroner i investeringer, et tal som Musk dog påpeger ’ikke er så massivt i forhold til den samlede globale økonomi’.

Til trods for de massive investeringer, som Tesla forudser, understreger Elon Musk, at det grønne skifte ikke vil kræve massive store afsavn.

”Det forudsætter ikke at man ødelægger naturmiljøer. Det kræver ikke at vi skal leve spartansk og undvære elektricitet og leve i kulde eller lignende,” lyder beskeden, mens han påpeger, at blot 0,2 procent af klodens areal kan dække det globale behov for grøn energi.

Afsindigt store investeringer

Størstedelen af den kolossale investeringspakke vil ifølge Tesla ligge i at udvide den globale batteri-kapacitet op til 240 TWh, svarende til lagerkapaciteten i omkring tre milliarder Model 3 Long Range.elbiler fra selskabet.

Heraf skal de 115 TWh være at finde i selskabets egne biler, som han forventer vil have rundet et styktal på 1,44 milliarder til den tid.

Skiftet vil ifølge Elon Musk blot kræve, at man udvinder 30 procent af klodens reserver af grundstoffet nikkel, en afgørende komponent i batteriproduktion.

Nye fremstillingsprocesser skal bidrage til mere effektiv produktion af nye biler og batterier.

Her nævner Tesla en produktion med minimalt antal af dele samt næste generation af motor og batterier, som er helt fri for de sjældne ’Rare Earths minerals’-grundstoffer.

Med i den store plan er ambitionen om at udnytte den massive batterikapacitet til at udnytte grøn strøm optimalt, mens der samtidig skal investeres massivt i at installere varmepumper i hjem og bygninger

Præsenterer ingen nye biler

Et af de længe ventede nyheder fra selsabet, planerne om en ny model eller blot et facelift af selskabets nuværende modeller, hvor Model 3 snart har syv år på bagen, udeblev.

Under eventet blev det kraftigt indikeret, at to nye modeller med bred appel er under opsejling.

Her fremgik det, at blandt Teslas kommende 1,44 milliarder biler, vil de 300 millioner bestå af Cybertruck samt en tilsyneladende mindre, men endnu ikke offentliggjort, pendant.

Dertil skulle en sidste model, med yderst bred appel, også være i kortene, da den forventes at blive solgt i 700 millioner eksemplarer.

Hermed indikeres at den længe rygtede billig-Tesla til 25.000 dollar, svarende til 190.000 kroner, rygtet til at hedde ’Model 2’, ’Model Q’ eller ’Model A’ er på tapetet.

Ved investeringseventet kunne selskabet samtidig konkretisere sine planer for den næste superfabrik, ’Gigafactory Mexico’, hvor selskabet blandt andet vil fremstille en eventuel kommende prisvenlig Tesla.

Ubesvarede spørgsmål

Mens Tesla fremlagde nogle heftige visioner for grøn omstilling ved eventet, lod selskabet flere spørgsmål være ubesvarede.

Heriblandt er opfølgning fra selskabets tidligere ’Master Plan 2’ fra 2016, hvor Elon Musk dengang fremturede, at Tesla-bilers selvkørende egenskaber vil blive så fremskredne, at de kunne fungere som robot-taxaer der kunne indtjene op til 30.000 dollar årligt til ejerne.

Dertil er selskabets udrulning af to nye modeller, pick-up’en Cybertruck og lastbilen ’Semi’ ikke bragt til ende endnu.
Slutteligt er der ikke konkretiseret noget omkring Master Plan 2’s vision om at finde synergier med Elon Musks øvrige foretagender, såsom raketvirksomheden SpaceX, infrastruktur-virksomheden Boring samt hjerne-implantater fra Neurallink.