Artikel top billede

Som et gammelt analogt ur kan viser og tal lyse op i mørket i Garmins nye hybrid-ur. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: Garmins hybrid-ur klarer det hele, men er ikke en fuldfed erstatning for dit smartwatch

Garmins Instinct Crossover Solar byder på ægte analoge visere i samme ur, hvor du har dine fitness- og trackerfunktioner. Det hele er løst ganske snedigt, men finish og detaljer trækker ned i det samlede indtryk.

At kunne få alt i ét produkt er besnærende for mange, mens andre hellere vil have ét specialiseret produkt til hver funktion.

Og at forene et ur med analoge visere med alt det, som du kan i et smartwatch, er en svær balanceakt.

Men netop Garmin burde kunne løse denne udfordring. De har jo lavet det fremragende Vivomove HR Hybrid, der er et flot ur med et display i bunden, hvor du kan aflæse alt.

Komplet træningsur

Men hvor Vivomove er et dress-ur med smartfunktioner, er Instinct Crossover Solar et forsøg på at lave 'The Full Monty'.

Uret leverer nemlig reelt set alle de funktioner, som du får i top-serien Fenix.

Det vil sige alle træningsfunktioner, fitness-ditto, måling af højde, lufttryk og så videre er tilgængelige i urets display.

Og det kan du naturligvis næsten skræddersy til perfektion, så du har alle de visninger du ønsker.

Menuerne minder meget om Fenix serien og efter en synkronisering med min personlige Garmin-profil fra appen på min telefon, var alt oppe at køre.

Selv knap-layoutet minder om dem, som du kender fra mange Garmin-ure. Det gør det let at navigere rundt selv om uret ser helt anderledes ud.

Kan mere end de fleste

Der er dog forskelle. Du kan få funktioner som MTB-dynamik (dit trænings-flow) løbe-effekt, intensitetsminutter med mere.

Det er oven i de normale funktioner, som pulsmåling på håndleddet med iltmåling, fitness alder med mere.

Indbygget finder du også GPS-måling via tre forskellige GPS-systemer, samt Revodrive. Det sidste er en analog tidsregistrering, så du kan få præcist tidsregistrering i krævende miljøer, som Garmin selv kalder det.

Altså en massiv samling af funktioner, en masse ”nice to have” og nogle vi i Danmark nok aldrig for brug for – men kan blære os med.

Display i baggrunden

Blæret er det også, at de analoge visere automatisk stiller sig i en position, så du kan læse det du kalder frem på displayet. Så snart du trykker retur, springer viserne tilbage til det aktuelle klokkeslæt.

Det er ret snedigt.

Mindre smart er, at det kan være vanskeligt at læse displayet bag viserne. Sidder du med det eller står stille er det let nok at læse.

Der er ikke den samme skarphed og kontrast i uret som i selv lidt ældre Fenix modeller, og det gør det ikke svært, men mere vanskeligt at aflæse hurtigt.

Under træning er det mere vanskeligt med høj puls at aflæse skærmen bag viserne. Ikke fordi viserne er i vejen – men fordi skærmen ganske enkelt ikke står ekstremt tydeligt og klart. Denne skifter dog til positiv baggrund under træning, der gør det lidt lettere at læse.

Finish matcher ikke pris

Instinct Crossover er helt sin egen på godt og ondt.

Jeg sætter pris på, at man laver et så avanceret hybrid-ur. Også at det er pakket ind i en kasse, så det kan holde til reelt det meste du udsætter det for.

Solarcellerne der giver ekstra batteritid (op til 31 timer), er også forrygende. Selv i under en mørk dansk vinter uden sol kan du forvente op mod et døgns batteridrift med GPS slået til. Og i øvrigt op til over en måned til almindigt brug.

Men finish og designet er altså ikke i den klasse jeg synes det bør. Det hele ligner plastik. Og viserne ser noget gammeldags ud sammen med de store tal rundt i skærmen af uret.

Jeg er med på, at dette er gjort for let at kunne aflæse klokken – og det fungerer da også.

Og Instinct Crossover Solar fungerer alt andet lige rigtigt godt. Du får mange funktioner til prisen på 4.649 kroner. Men skærmen, der kan være svær at læse, skal du prøve før du køber. Og designet er bestemt heller ikke i min smag.

Men er målet et hybrid ur, der kan det hele, finder du ingen der matcher, og det trækker min karakter til over gennemsnittet.


Loading ikon