Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Man siger jo, at adel forpligter. Og i bilverdenen forpligter det at bruge ikoniske modelbetegnelser til nye biler.
Med over otte millioner eksemplarer solgt i mere end 100 lande, forpligter det derfor i den grad at bruge Renault 4 navnet til en helt ny bil - her 60 år efter den oprindelige så dagens lys tilbage i 1962.
Renault 4Ever Trophy er navnet på den konceptbil, som går forud for den produktionsklare Renault 4, der lanceres om et par år – og som netop nu er en af stjernerne på Paris Motor Show.

Den oprindelige Renault 4 var jo faktisk datidens SUV, før begrebet overhovedet blev opfundet. En bil med betydelig frihøjde og rummeligt interiør, der både befandt sig godt på landevejen og på grusvejen. En bil, der både var til bagage og passagerer.
Overdrevet med genkendelig
Renault 4EVER Trophy show car er den anden ikoniske Renault model, der får en elektrisk genstart. Den første var en Renault 5 prototype, der forventes lanceret næste år i produktionsversionen.
Nu er en konceptbil – eller showcar - jo i sagens natur en noget overdrevet størrelse i forhold til det færdige produktionsklare resultat. Og på denne er der da også skruet op for det ekstreme.
Men, hvis man vil have en god ide om, hvordan Renault 4 kommer til at se ud, så er alle de sorte dele på bilen, det vil sige blandt andet hjul og sideskørter svært overdrevet, mens det der er sølvgråt – altså selve karosseriet – meget tæt på produktionstypen.
Og man skal ikke være decideret nørd – blot kende Renault 4 en smule - for at genkende 2022 udgaven af bilens silhuette, den horisontale kølergrill med markante forlygter, frihøjden, bagklappen samt det lille vindue bagerst. I øvrigt er lygterne både for og bag identiske med de der kommer til at sidde i gadeversionen, ligesom det oplyste Renault logo også får premiere i Renault 4.
Ligesom Renault 5 vil den nye Renault 4 benytte den dedikerede CMF-BEV-platform. Denne platform er udviklet til at sikre det bedste miks mellem ydelse og rækkevidde uden at gå på kompromis med et distinkt design. Det vil sige, at det bliver en bil, der er fire meter lang – ligesom den kommende Renault 5. Konceptbilen 4EVER Trophy har en akselafstand på 2,57 meter er 4,16 meter lang, 1.95 meter bred og 1.9 meter høj
Mens 4EVER Trophy helt klart er en off roader er den også designet til at kunne klare sig på almindelig landevej. Den kommende 4L bliver lige så dynamisk som sin forgænger var – eller har været siden 1962.
Positioneringen mellem Renault 5 og Renault 4 vil være meget lig det vi finder i dag mellem Renault Clio og Renault Captur. Og ganske som Renaults andre elbiler, er Renault 4 og 5 udviklet og vil blive bygget på ElectriCity hub i Nordfrankrig.