Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy Buds2 Pro: Smarte earbuds med hi-res-lyd

Samsungs nye earbuds er blandt de første, der tilbyder trådløs lyd i ukomprimeret hi-res-kvalitet. Dertil kommer stærk støjreduktion og et væld af spændende features.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hidtil har det at forbinde sine hovedtelefoner trådløst via Bluetooth været forbundet med et vist tab af lydkvalitet. I hvert fald når du har lyttet til musik i cd-kvalitet eller derover.

Men det er ikke tilfældet længere. Ny lydbehandling og nye codec har gjort det muligt at overføre lyden ukomprimeret via Bluetooth, og Samsung er blandt de første med et sæt helt trådløse earbuds, der byder på den feature.

Luftigt lydbillede

Det kræver selvfølgelige, at du har en kilde, der har den fornødne kvalitet. Vi testede Galaxy Buds2 Pro med musik i Master-kvalitet på Tidal.

Her sikrer Samsungs earbuds fuld udbytte af de 24-bit, der leveres, og det giver faktisk et mere luftigt og detaljerigt lydbillede.

Direkte ud af æsken er lydprofilen i Galaxy Buds2 Pro lige lovlig spinkel og diskantfokuseret, men skift til et preset som ”Dynamisk” eller ”Blød”, og du får en herlig velbalanceret lyd med stor fylde og fine detaljer i hele spektret.

Der er også mulighed for stor 360 graders lyd, som endda kan tilpasse sig retningen af dine hovedbevægelser.

Forhindrer "mobilnakke"

En særdeles effektiv støjreduktion får du også og dertil en lang række smartfunktioner, eksempelvis advarsler, hvis du belaster nakken for meget ved at kigge ned i mobilen.

Sættet er desuden IPX7-certificeret, så det tåler en løbetur i et skybrud.

Prismæssigt ligger i et leje med mange stærke konkurrenter, men Galaxy Buds2 Pro har både lydkvaliteten, designet og funktionerne til at retfærdiggøre prisen. Er du på udkig efter et sæt earbuds i topklasse, er der derfor værd at have Samsungs i tankerne.