Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er ikke alle, der behøver et mobilkamera, som kan skyde nærbilleder af månen, eller processorkraft af en kaliber, så man kan redigere tunge 8K-videoer. Mange har blot brug for det fornødne til at klare hverdagens mobile gøremål uden problemer og uden at flå bankkontoen for voldsomt. Den opgave er OnePlus Nord CE 2 Lite nærmest som født til. Med en pris på 2499 kroner er den en overskuelig investering og med stor 6,59” skærm, 128 GB lager, 5G samt et 5000 mAh-batteri er der et solidt fundament for en god mobiloplevelse.
Komfortabel mobil i lavt gear
CE 2 Lite er til den tunge side, bygget i plast og uden skyggen af IP-certificering, men ligger fint i hånden og føles relativ robust.
Kræfterne er begrænsede, men Snapdragon 695-cpu’en gør, hvad der skal til for at drive maskineriet uden knas, når blot man holder sig til almindelige opgaver som internet, mail og video.
Halvskrabet kamera
Kameraet er skrabet i forhold til, hvad vi ser på andre mobiler. Du får 64 MP hovedkamera, 4 MP makro og 2 MP dybdekamera til bokeh-effekter. Vidvinkel, som ellers mere eller mindre er standard (også i denne prisklasse), er der ikke. Hovedkameraet fungerer dog fint, også selvom der ikke er OIS og andre luksusfeatures. Under anstændige lysforhold er resultaterne skarpe og farvestærke. Bokeh-effekten ligner mere en form for magisk trylleglans end ægte optisk baggrundssløring, men kan gå an, når man vil shine sine portrætter lidt op.
Video skydes i beskeden Full HD/30 fps med mulighed for at inkludere det ganske udmærkede frontkamera i en dobbeltvisning.
Fart på skærm og opladning
Så langt så godt. Det er ikke noget, der blæser os bagover, ej heller i dette prissegment. Der er dog features i Nord CE 2 Lite, som hæver mobilen over, hvad man ellers finder til den pris.
Den lysstærke ips-skærm har hurtig 120 Hz-opdatering, hvilket ellers hører de dyrere mobiler til. Billederne flyder smidigt, omend gengivelsen generelt er lidt udvasket.
Du får også 33 W opladning, så mobilen er fuldt opladet på en times tid. Det er hurtigere end nogle af markedets dyreste topmobiler; dog langt fra så hurtigt som OnePlus' egne flagskibe.
Således er der lidt ekstra at komme efter på visse punkter, om end Nord CE 2 Lite samlet set ikke præsterer væsentligt over konkurrenterne i prisklassen. Men en fin budgetmobil er det.
Samlet vurdering: 4/6 stjerner
Pris: 2.499 kroner