Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy Book2 Pro 5G: Suveræn letvægtsbærbar med stor skærm og masser af power

Samsungs nye Pro-bærbar byder på let design, stor skærm, nyeste chips, hurtigste drev samt 5G-forbindelse, så du har hurtig adgang til nettet, uanset hvor du er.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Uden internet på pc’en er man hæmmet, når man arbejder på farten. Mobilen som hotspot kan være nødløsning, men mere stabilt og driftssikkert er en 5G-forbindelse indbygget i maskinen.

Det får du i Galaxy Book2 Pro, som har plads til simkort. Skaf et ekstra kort fra din teleudbyder, så har du konstant adgang til nettet.

Vi var lidt omkring i det danske land, både midt i København, i Gentofte og i Kerteminde og der var smæk på webhastigheden alle steder.

Det nyeste og hurtigste

Udover 5G er motorrummet i Galaxy Book2 Pro generelt fyldt med den nyeste hardware, der kan opdrives.

Processorkraften leveres af en 12. generations Core i7, der har betydeligt mere slagkraft end forrige generation. Vi landede på 1596 i single-core og 8051 i multicore i Geekbench 5. Der er anvendt Irix Xe grafik, hvilket betyder, at maskinen også sparker godt fra sig i krævende grafiske opgaver. Dog er ydelsesforbedringerne ikke helt så store her som på processoren. Vi landede på 18821 i OpenCl.

På lagerkomponenter har den fået fuld skrue. Der er 512 GB af Samsungs hurtigste SSD, så vi rammer hæsblæsende 6768,54 MB/s i læsehastighed og 4916,35 MB/s i skrivehastighed. Arbejdshukommelsen er af tilsvarende høj kaliber. Den kommer i form af 16 GB lynhurtig DDR5-ram, som præsterer over 54 GB/s.

Det er således en enormt velkørende laptop, der er gearet til stort set al slags arbejde.

Batteriet klarer op til over 20 timer på en opladning og lades ret hurtigt igen med den med medfølgende 65W-oplader.

Letvægter uden mangler

Selvom den kun vejer lidt over et kilo og måler lidt over 13 cm i tykkelsen, kommer den med stor 15,6” skærm samt komplet kvalitetstastatur, inklusiv numeriske taster og en gigantisk touchpad. Powerknappen sidder som en tast i keyboardet og har fingeraftrykslæser indbygget.

Skærmen, som er af AMOLED-typen leverer flotte farver, høj lysstyrke og - trods en lidt skrabet FHD-opløsning - også udmærket skarphed. Det havde dog klædt den med QHD.

Med Thunderbolt 4, USB 3.2 gen 2x2 i både A- og C-form, HDMI, microSD-kortlæser, kombineret lyd ind/ud samt Wi-Fi 6E og Bluetooth 5.2 til det trådløse, er maskinen så up-to-date den overhovedet kan være på forbindelser.

Et smart FHD-kamera, der sætter dig i centrum, uanset hvordan du bevæger dig rundt foran skærmen samt avancerede støjreducerende mikrofoner sikrer tjekkede videosamtaler, og computeren har også glimrende højttalere med Dolby Atmos, så du kan få stor surround-lyd i film og spil.

Smart software og høj sikkerhed

Som de øvrige laptops i  Galaxy Book-serien kommer Galaxy Book2 Pro med en stor palette af glimrende software, der skaber bro til Samsungs mobilunivers. Log på med din Samsung-konto og du kan få direkte adgang til de billeder du har taget på din Galaxy-mobil samt noter og meget andet.

For at skærpe sikkerheden, når man arbejder mobilt, opfylder Galaxy Book2 Pro, som den første forbruger-pc, Microsofts krav til Secured Core, som giver forbedret niveau af beskyttelse i Windows 11 og har integreret hardware og software til at skærpe beskyttelsen mod potentielle cyberangreb.

Konklusion

Med stor skærm, lækkert letvægtsdesign og nyeste hardware, herunder 5G og dugfriske Intel-chips, er der ikke noget at komme efter. Galaxy Book2 Pro er den ideelle maskine til mobilt arbejde.

Bedømmelse

Kvalitetsindtryk: 5/6
Brugervenlighed: 6/6
Funktioner: 5/6
Ydelse: 6/6
Pris: 4/6
Samlet: 6/6

Specifikationer

Pris: 13.499 kr.
Skærm: 15.6” AMOLED, FHD, 400 nits
Processor: Intel Core i7-1260P, Iris Xe
Kapacitet: 512GB PCIe 4 / 16GB DDR5 ram
Tilslutninger: USB 3.2 gen 2x2 A+C, HDMI 2.0, minijack, microSD, 5G, Wi.-FI 6E, Bluetooth 5.2
Vægt:1,1 kilo
Mål: 355 x 226 x 13,2 mm