Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Gaming kræver el. Men hvor meget? Det spørgsmål kan måske nage Counter-Strike- eller FIFA 22-entusiaster, der sidder flere timer dagligt foran skærmen – især nu, hvor elpriserne i en periode har ligget tårnhøjt. Og de begejstrede gamere har måske grund til bekymring.
Elprisen i Danmark består for 61 procents vedkommende af forskellige afgifter til staten. Kun 39 procent af det, som du betaler i el, går rent faktisk til elselskabet og altså produktionen og distributionen af energien. Alligevel fluktuerer din afgiftsbelagte pris på el ganske meget.
Måske betaler du 3,00 kroner pr. kilowattime, måske 3,50 kroner, måske kun 2,50 kroner (om nogle måneder). Lad os kigge på scenarierne.
Så meget el bruger du
Ifølge den tyske udgave af it-mediet ZDNet bruger man ved 4 timers daglig pc-gaming 511 kWh årligt.
Her ser vi så bort fra lidt ekstraforbrug, når computeren står i standby-tilstand. Forbruget i tilknyttede cloud-tjenester, som du ikke betaler til over elregningen, er heller ikke med i regnestykket.
Samme kilde oplyser, at en Playstation 4 nøjes med 113 kWh og en Xbox 248 kWh ved samme intense gaming-udfoldelse, altså 4 timer dagligt.
Hvis disse angivelser står til troende, ser dit forbrug således ud, når du gamer 4 timer dagligt på en pc:
Billig el-periode (2,50 kr. pr. kWh):
Årligt: 1278 kr.
Dagligt: 3,50 kr.
Mellemdyr el-periode (3,00 kr. pr. kWh):
Årligt: 1533 kr.
Dagligt: 4,20 kr.
Dyr el-periode (3,50 kr. pr. kWh):
Årligt: 1789 kr.
Dagligt: 4,90 kr.
Set i lyset af disse beregninger er gaming en ret billig hobby. Det koster jo også penge at gå til fodbold, overvintre eksotiske planter i et opvarmet drivhus, gå på aftenskole, eller hvad man nu bruger sine fritid på.
Skift til en konsol
Men det er da værd at bemærke, at du betaler over 500 kroner mere for din gaming-hobby i dyre elperioder end i billige. Så helt ligegyldigt er det ikke, om elprisen er høj eller lav.
Hvis man vil spare nogle penge uden at opgive sin lidenskab for spil på skærmen, kan man enten gå ned i tid eller skifte fra en gaming-pc til en konsol. Ved en pris på 3,50 krone pr. kWh koster en PlayStation 4 ifølge den tyske beregning ”kun” 1,08 kroner i drift 4 timer om dagen, altså næsten 3 kroner mindre end med en pc.