Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Creative Sound Blaster Play! 4 [TEST ]: Billig vej til bedre videomøder

For lidt over 200 kroner giver det lille lydkort en imponerende lydopgradering på din computer.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Videomøder er blevet et arbejdsvilkår, de fleste har måttet vænne sig til det seneste års tid. Man finder hurtigt ud af, hvilke små udfordringer der gemmer sig i den disciplin, når man har været igennem det første lille dusin af dem.

At mute og unmute mikrofonen på de rette tidspunkter er én af dem. Det gør man almindeligvis manuelt. Med dette lille Sound Blaster-lydkort sker det imidlertid automatisk. Så snart du taler, unmutes, og når du stopper, mutes automatisk. Du kan selv indstille, hvor lang tid der skal gå, fra du er holdt op med at tale, til der mutes. På lydkortet er også en fysisk knap til at mute og unmute, ligesom der er en knap, der vælger Bass Boost eller Dynamic EQ, som gør lyden klarere og mere fremtrædende.

Lydkortet tilbyder også en tovejsstøjreduktion, som skal dæmpe forstyrrende lyde i mikrofonen, så du går klarere igennem hos modtageren, og i dine hovedtelefoner, så du selv undgår støj. Effekten er dog svær at høre, bortset fra at sidstnævnte giver en fase-agtig effekt på lyden fra computeren.

Sound Blaster Play! 4 fungerer også som DAC, der forbedrer lyden i computeren med mulighed for 24-bit/192 kHz hi-res-lyd. Forbedringen er hørbar. Der strammes pænt op i bassen. Via Creative-appen er der samtidig adgang til et væld af lydindstillinger. For lidt over 200 kroner giver det lille lydkort således en imponerende lydopgradering. 

Pris: 29 euro (cirka 225 kroner)

Samlet vurdering: 4 af 6 stjerner