Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Kompetent matematikprogram
Programnavn: SMath Studio
Det er ikke alle, der elsker matematik, men hvis man har flair for det, er det interessant at finde et virkeligt godt matematikprogram. Vi har fundet SMath Studio, der er et kompetent matematikprogram, som arbejder med WYSIWYG-princippet (What You See Is What You Get). Med andre ord kan man nedfælde ligninger og andre matematiske formler på nøjagtig samme måde, som de ville se ud på papir. Programmet er meget omfangsrigt, hvilket det medfølgende eksempel blandt andet illustrerer.
Krypter dine onlinebeskeder
Programnavn: Secret Messager
Vi har alle nærmest dagligt behov for at kunne sende beskeder via internettet. Uanset om det sker via e-mail eller via andre kanaler, så kan der være tvivl om, hvor sikre de beskeder, man afsender, er i forhold til, at indholdet utilsigtet havner i de forkerte ΄hænder΄. Hvis du benytter dig af Windows-programmet Secret Messager, kan du kryptere de beskeder, som du synes er for følsomme til at andre end modtageren skal kunne se. Programmet lader dig kryptere tekstbeskeder via 256-bit AES-kryptering, hvilket giver en virkelig god beskyttelse. Det er ganske simpelt.
Modtageren skal også have Secret Messager installeret på computeren. Skriv beskeden du vil sende i et vindue i programmet, vælg password og krypter dernæst beskeden. Du kan nu kopiere den krypterede besked og sætte ind i en e-mail, send efterfølgende passwordet til modtageren.
Denne bruger passwordet til at dekryptere beskeden. Krypteringen kan alternativt gemmes i et billede for anonymitet.
Tag kontrol over privatlivet
Programnavn: Avira Privacy Pal
Der er snart sagt ikke den sammenhæng, i hvilken dine data og dermed informationer ikke kan blive opsnappet og delt mere eller mindre frivilligt med diverse udbydere af software og tjenesteydelser. Med Avira Privacy Pal kan du i det mindste få fuld kontrol over hvilke private informationer og handlinger, som Windows overvåger. Du får flere valgmuligheder og forskellige niveauer af anonymitet tilbudt. Du kan slå Windows’ overvågning fra, fjerne lokalitetslogging, adgang til kalender og meget mere.
Hvis du er til tatoos
Programnavn: Tattoodo
Hvor går man hen bogstaveligt, men også i overført betydning, hvis man brænder for tatoos? En oplagt mulighed er at benytte sig af Tattoodo, der påstår at være verdens største community for tatoos-relaterede emner. Heldigvis for ejere af smartphones kan man downloade en app til såvel Android og iOS, som giver adgang til denne verden af personlige illustrationer. Med Tattoo-do-appen kan du finde tatoo-shops i nærheden, følge tatoo-studier og bestemte tatoo-artisters arbejde. Der er adgang til guides, artikler om alt tatoo-relateret og meget meget mere. Hvis du vil dykke ned i tatoveringens verden, er det et oplagt valg.