Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Mange andre GTX 1050 Ti-kort bruger kun én ventilator og har korte printkort, men Expedition rummer to ventilatorer af høj kvalitet og et ødselt printkort-layout. Resultatet er langt mindre sandsynlighed for, at kortet bliver overophedet. Kortets generelle levetid er længere.
En afgørende fordel ved GTX 1050-serien er, at man ikke har brug for ekstra strømindtag. Kortet kan trække al sin strøm fra bundkortet, og det afspejler sig i strømforbruget: Hele historien bruger kun 103 W under gaming.
Bagsiden af medaljen ved dette strømforbrug er dog en relativt beskeden ydelse. Dette kort rammer 63 fps i gennemsnit ved 1080p, men falder til 41 fps ved 1440p. Det lægger ikke op til nogen form for konkurrencebetinget gaming ved den sidstnævnte opløsning.
Når det gælder valuta for pengene, taber GTX 1050 Ti til det mere ordinære GTX 1050 og til GTX 1060 3 GB. Når vi taler om prisen, lægger det sig pænt mellem disse to, men det ligger tættere på GTX 1050, når det gælder ydelse.