Blackberry-skaberen Research In Motion må frem med den store pengepung og betale 2,5 milliarder kroner til selskabet NTP, hvis patenter det canadiske firma har krænket. Det skriver Wall Street Journal.
Beløbet er en af de største patent-betalinger nogensinde og angiveligt det største beløb, der nogensinde er betalt som del af et frivilligt forlig.
Med den frivillige betaling slipper Research In Motion for den trussel om udelukkelse fra det amerikanske marked, som selskabet har haft hængende over hovedet siden 2003.
Dengang nedlagde en distriktsdomstol et fogedforbud mod Research In Motion. En appelret fastholdt senere NTP's amerikanske patenter, som delvist inkluderer den teknologi, der sørger for at sende e-mails til en Blackberry, uden at brugeren selv skal tjekke.
I alt beskyldte NTP det canadiske selskab for at bryde 16 patenter.
En analytiker siger til Wall Street Journal, at den canadiske Blackberry-skaber efterhånden ikke havde noget alternativ til at indgå et forlig med NTP.
Reaktionen kom da også prompte på børsen, som belønnede forliget med en kursstigning på 18 procent.
Research In Motion får ikke problemer med at betale de 2,5 milliarder kroner. Selskabet har over to millioner kunder og en beholdning af kontanter og investeringer på knap ni milliarder kroner.
NTP har i forvejen indgået licensaftaler med blandt andre Nokia om brugen af selskabets patent.
Den mobile e-mail-læser Blackberry kommer til Danmark senere i år.