Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Her er verdens mindste systemkamera. Det mikrolille spejlløse kamera Pentax Q virker næsten som et stykke legetøj – huset er kun 3,1 cm tykt!
Men det er langtfra legetøj. Her er tale om et gedigent og gennemtænkt kamera. Og så oven i købet med udskifteligt objektiv, nøjagtig som på et digitalt spejlreflekskamera. På Pentax Q bruger du dog den 3” store LCD-skærm bagpå som søger.
Der er heller ikke mange knapper. Men de få, der er, er virkelig brugbare. Således har du hurtig adgang til alt det, du har brug for, og på mange måder er det lige så enkelt at bruge dette systemkamera som ethvert kompaktkamera.
Med Pentax Q får du så oveni mulighed for at skifte objektivet ud. Hvad enten du er til en stor zoom eller et lille ”pancake”-objektiv med 8,5 mm brændvidde, som vi prøvede kameraet med. Dette objektiv er uden zoom, men fylder til gengæld ikke meget. Det er faktisk befriende ikke at skulle tænke på zoom, men bare skyde løs. Det giver stor frihed – men naturligvis også nogle begrænsninger.
Heldigvis er de 12 megapixel og den ret gode billedkvalitet nok til, at du kan lave udsnitsforstørrelser eller beskæring af billedet, når du kommer hjem. Med Pentax Q har du den usædvanlige kombination af et semiprofessionelt kamera og dimensioner som et kompaktkamera.

Kræver lidt tilvænning
Trods de beskedne dimensioner ligger Pentax godt i hånden, og du har let adgang med tommelfingeren til programvalg og zoomknap. En anden fin detalje er, at du kan slå blitzen op (fungerer også, når den er nede i kamerahuset). Det betyder, at du får bedre belyste billeder. Her kan du også lave såkaldt slow synk, som betyder, at blitzen er mere ”blid”, og du får bedre billeder.
Pentax er et godt og gennemført kamera, og især størrelsen og den generelle kvalitet er høj. Vi havde lidt problemer med fokus – at få kameraet til at stille skarpt, præcist hvor vi ville. Til prisen på omkring 5.500 kroner med det testede objektiv og omkring de 7.000 kroner, hvis du også skal have et zoomobjektiv med, har Pentax’ lille Q mange gode konkurrenter på markedet, som kan give det kamp. Men ingen af dem er så klejne som dette.
Plus:Ultrakompakt, høj kvalitet.
Minus:Autofokus kan drille lidt.