Når en science-fiction roman bærer titlen To Sleep in a Sea of Stars kunne man måske forvente en lettere surrealistisk gang new-age ævlebævle, som det er næsten umuligt at kæmpe sig igennem.
Men det er ikke tilfældet med Christopher Paolinis 880 sider lange bog, der har solgt som varmt brød siden udgivelsen i 2020 og blandt andet vandt blev kåret af Goodreads’ brugere som bedste science-fiction udgivelse samme år.
Hovedpersonen er Kira, der som xenobiolog arbejder med at studere udenjordiske livsformer et par hundrede år ude i fremtiden.
Hun er på rutinemission på en nybyggerplanet, da hun falder over en struktur, der tydeligvis er bygget af intelligente væsener.
Derefter går det ellers hastigt ned ad bakke, da en fremmed organisme binder sig til hende som en slags helkropsdragt.
På den ene side beskytter den Kira selv, på den anden side har ”dragten” sin helt egen vilje og er mere fjendtlig end en rabiesramt pittbull på crystal meth mod alle, den opfatter som en trussel.
Som om det ikke var galt nok, udløser Kiras opdagelse også en invasion af ekstremt fjendtlige rumvæsener, der går i gang med at smadre løs på alle menneskelige bebyggelser og rumskibe fra en ende af.
Så er banen ellers kridtet op for en underholdende gang ramasjang, hvor Kira skal løbe spidsrod mellem krigeriske aliens, kyniske militærtyper, sadistiske læger og en umage blanding af rumvagabonder, tech-fetichister, religiøse tosser og fribyttere. Samtidig med at hun naturligvis forsøger at redde menneskeheden fra udslettelse.
Hvor selve rammehistorien i To Sleep in a Sea of Stars måske ikke adskiller sig markant fra mange andre sci-fi med fantasyelementer, så bæres den i høj grad frem af en solid gang humor, af Kiras indre monolog og af et underholdende og broget persongalleri.
For øvrigt kan det også anbefales at lytte til bogens audioudgave, der ligger på bl.a. Mofibo og som også kan købes på eksempelvis Audible.
Den er indlæst af stemmeskuespilleren Jennifer Hale, der har optrådt i en lang række computerspil og som med imponerende konsistens giver liv til bogens talrige medvirkende. Blandt andet drivende sarkastisk og lettere vanvittig skibs-AI.
Som med de fleste science-fiction romaner – eller med bøger i det hele taget – er det naturligvis umuligt på forhånd at afgøre, om en bestemt titel vil falde i ens smag eller ej.
Men er man allerede glad for eksempelvis Peter F. Hamiltons Fallen Dragon eller for bøgerne i The Expanse-serien, vil man sandsynligvis også føle sig i godt selskab med To Sleep in a Sea of Stars.
Titel: To Sleep in a Sea of Stars
Forfatter: Christopher Paolini