Formel 1 sporten har sjældent været mere populær end den er nu. Et nyt regelsæt, et tættere felt og en populær Netflix-serie, har gjort sit til at sporten ikke længere kun får interesse fra de europæiske fans, men nu også bliver fuldt tæt af et verdenspublikum.
Den slags betyder naturligvis også at der er større interesse for sporten på spilfronten, og trods at Codemasters i længere tid har levere solide Formel 1-spil med fokus på rollen som kører, er Frontier Developments nu klar med deres bud på et Formel 1-spil hvor fokusset i stedet er på rollen som teamchef.
At udviklingen er forgået hos den britiske udvikler Frontier Developments er ikke nogen stor overraskelse, da udvikleren over de sidste år har genopfundet sig selv som en ekspert inden for ”management”-spil, med successer som Zoo Tycoon og Planet Coaster på samvittigheden.
Genre-erfaringen mærker man med det samme, for detajlegraden er imponerende i F1 Manager 2022, og skulle man på noget tidspunkt have tænkt at man kunne gøre det bedre end eksempelvis Ferrari’s Mattia Binotto, har man nu alle mulighederne for at vise det.
Hvor man vælger at starte karrieren er helt op til en selv, men er man ny til det hele kan det være en god ide at starte med et af de lidt lavere rangerede hold, hvor forventningerne fra ejerne ikke er lige så høje. Den slags giver en lille smule pusterum til at lære alle reglerne, samt indsigt i hvordan man bedst maksimerer de muligheder man har til rådighed.
Det kan alt sammen virke lidt overvældende første gang man starter sin karriere, og udvikleren har fyldt spillet med digitale personligheder der hver især er iltre for at fortælle dig om lige præcis deres specialitet, og hvorfor denne er vigtig at forstå for at drive et hold til succes.
Her er derfor budgetter der skal holdes, faciliteter der skal opgraderes, mandskab der skal hyres, komponenter der skal bygges, backup-planer der skal laves hvis de nyeste udviklinger ikke ender med at gøre noget positivt for holdets biler og meget mere.
Mindst lige så vigtigt er det dog også at have styr på detaljerne under selve løbene, hvor man har adgang til at væld af forskellige informationer, der hvis de tøjles ordentligt kan give en strategisk fordel. Trods at man kan automatisere en del af det, bør man som minimum holde styr på dækstrategierne, vejrforholdene og pitstops, hvilket ikke kun kræver at man holder øje med sit eget hold, men også lurer på hvad konkurrenterne gør.
Det kan alt sammen blive lidt overvældende, og er der en kritik at rette mod F1 Manager 2022 er det at spillet har det med at præsentere spilleren for et informations-overload. Trods at man har forsøgt at implementere en masse automatiserede løsninger, går disse også ud over underholdningen, og man kan håbe på at potentielle efterfølgere i fremtiden vil ramme denne balance bedre end her.
Når det er sagt er F1 Manager 2022 en underholdende omgang strategisk Formel 1-action, for de som lærer at tøjle de mange forskellige mekanikker. Den visuelle præsentation er flot og de mange løb overraskende spændende at følge med i, til trods for at man ikke selv sidder bag rattet.
Er man derfor Formel 1-fan der fra tid til anden har været uforstående over for den strategi ens favourit-hold har taget, er her den bedste digitale mulighed hidtil, for at gøre noget ved det. Man skal bare ikke forvente resultater uden også at ligge en seriøs indsats i det hele.