OnePlus er ikke længere at betragte som en lille opkomling i det globale spil om mobilmarkedet.
Efter snart 10 på markedet er mærket nu en fasttømret del af mobilscenen med ambitioner om at gøre sig gældende som treer på det danske marked, hvor Apple og Samsung dominerer.
Det er da også blevet til et regulært line-up af telefoner fra selskabet, som tidligere prioriterede kun at have en toptelefon på programmet til nu at have varer på alle hylder.
Selskabets nyeste telefon, OnePlus 10T, hører dog til det, som selskabet længe har været bedst til – at servere topkomponenter i en nydeligt sammensat enhed til en overkommelig pris.
Lidt af en bommert
Ved først øjekast kan OnePlus nye toptelefon let forveksles med selskabets toptelefon fra foråret, OnePlus 10 Pro.
Her diskes op med 6,7 tommer 120 Hz skærm omkranset af en fin metalramme og en glasbagside bagpå.
Man savner dog fortsat to egenskaber som OnePlus 10 Pro heller ikke kunne levere: Her er ingen IP-certificering og dermed ingen form for vished om, at mobilen skulle kunne tåle et dyp eller et sprøjt med vand. Her er desuden ikke nogen form for trådløs opladning at få.
Hvad der nok vil skuffe tidligere OnePlus-ejere er, at den snedige notifikationsslider ikke længere til stede.
Den var og er immervæk en enkel, men genial, lille tilføjelse, som oftest sparede en for en tur ind i menuer og notifikationsgardiner, når mobilen skulle knytte sylten.
Lidt af en bommert, men den er ifølge OnePlus blevet udeladt for at skulle levne plads til større batteri og hidtil usete opladningsevner.
Man kan så trøste sig med, at opladningsevnerne er fænomenale.
Den medfølgende oplader vil måske overraske lidt med sin størrelse, men det er fordi, at den er en meget kraftig sag, der kan levere 160 watt – otte gange mere end Apples lille iPhone-oplader.
Det resulterer i en mobil, der kan ræse fra 0 til 66 procent på bare 10 minutter. Den fulde opladning klares endda på under tyve. Ganske enkelt fænomenalt og en lise, hvis man nu skulle have glemt at parkere mobilen ved stikkontakten inden man gik i seng aften forinden.
Pænt udsyn
OnePlus 10T’s lærred strækker sig over flotte 6,7 tommer og er som så mange andre AMOLED skærme både flot og farverig.
Den spiller samtidig fint med HDR-indhold og kan tilpasse frekvensen mellem 60 og 120Hz alt efter hvad indholdet nu er på skærmen
Den maksimale lysstyrke er også mere end godkendt, og der er generelt ikke noget, der afslører, at der her er tale om nogen billigere telefon end forårets OnePlus 10 Pro.
Fingeraftrykslæseren er også her gemt under displayet, mens der også kan tys til en hurtig, men desværre ikke helt så sikker ansigtsgenkendelse.
Det akkompagneres af en effektiv lydside, der har mere bund og mere volumen end man typisk ser i selv dyre smartphones.
Toptunet muskelmaskineri
I OnePlus 10T får du den hurtigste og bedste processor, der kan opdrives i Android-land til dato: En Snapdragon 8+ Gen 1 signeret af Qualcomm.
Dertil har OnePlus skræddersyet en køleløsning med indbygget dampkammer, som skulle lede varmen fra processoren endnu mere effektivt end nogensinde – med højere ydelse til følge.
Denne særlige køleløsning giver dog mest mening i en særlig ’høj ydelse’ tilstand, som får mobilen til at toppe i benchmarks, mens den kan blive ganske varm i spil eller andre krævende programmer.
I praksis vil de fleste nok slå den fra, da den trækker fra den ellers rigtig fine driftstid, som det store 4.800 mAh.
Men muligheden foreligger altså, og når man tager in mente, at OnePlus 10T er rekordhurtig om at lade op, kan det meget vel være noget, som man benytter, for det tager ikke meget mere end et kvarter at fylde tanken op.
Selve opladeren fylder dog godt til, men så kan den også bijobbe som reel laptop oplader – faktisk er det den mindste 160 Watt oplader, som jeg er stødt på til dato.
Software-swap
OnePlus 10T er født med Android 12, men Android 13 er lige om hjørnet, hvorfor man kan forvente snart at få en stor overhaling af styresystemet.
Indtil da skal du leve med OnePlus versionering af Android døbt ’OxygenOS’ i version 12.
Her læner OnePlus sig som tidligere tæt på af rendyrket Android, mens der dog bliver lagt vægt på at give entusiaster mulighed for at fintune deres telefons look og interface.
Meget kan dog nå at ændre sig ved det forestående skifte til OxygenOS version 13, hvor kernen ganske vist deles med Android 13, men hvor interfacen skifter til at være identisk med OnePlus’ søsterbrand OPPO og sin ’ColorOS’ versionering af Android.
Du skal derfor være indstillet på, at dit interface vil ændre sig væsentligt på sigt – og nogle anmeldere, såsom netmediets Digital Trends Joe Maring begræder det skifte: ”Det er alt hvad jeg frygtede det vil være,” lyder det fra ham.
Den evindelige svaghed
Det er langt fra den første OnePlus telefon, jeg anmelder, men hver eneste gang er en ting gået igen i mine test.
Efter en omgang lobhudling af ydelsen kommer OnePlus telefonen lidt til kort, når det gælder kamera-evnerne.
OnePlus 10T er ingen undtagelse – faktisk ligner den ærgerlig gentagelse af, hvad man får med i den billige Nord 2T.
Selve hovedkameraet og dennes 48 megapixels tager udmærkede resultater, om end der findes bedre alternativer, når lyset bliver en mangelvare.
Mere sløjt står det til i ultra-vidvinkel kameraet, som leverer halv-sløje otte megapixels fotos, som aldrig bliver rigtig skarpe.
Foto-pakken krydres af et to megapixels makro-modul, som er for sløjt til, at det bliver rigtig sjovt at arbejde med.
Primært til performance-brug
Det er som om, at OnePlus med 10T ikke rigtig tager ved lære af den kritik, der gentagne gange bliver vendt mod dem.
At fokusere entydigt på performance er rigtig fint, men der også andre parametre, som betyder noget for mobilkøberne derude – og her synes udviklingen i OnePlus 10T at gå den forkerte vej.
Flere af de unikke greb fra selskabet, entusiast-softwaren og hardware-slideren er væk, mens man stadig savner vandtæthed, trådløs opladning og vigtigst et kamera-setup, som er en topmodel værdig.
Heldigvis for OnePlus er telefonen fortsat en unik størrelse, der performance-mæssigt ikke har noget match i prislejet på 5.499 kroner, som den debuterer ved.
Men før du køber, skal du vide, at du kan få en mere komplet mobil-oplevelse for pengene andetsteds.