Ann Fogelgren er vinder af Årets CIO 2022.
Hun fik prisen overrakt midt i Novo Nordisk-kvarteret i Bagsværd på bilmuseet Haaning Collection.
Her mødtes onsdag aften en række af landets mest toneangivende CIO'er til det stort anlagte arrangement, hvor der blev netværket, drukket øl, spist Michelin-mad, kigget på biler og talt om it.
Danske top-CIO'er og veteranbilerne satte fra man trådte ind i den nu renoverede og redesignede samlehal, som Velux engang ejede, rammen for dagen.
Her tager vi dig på en tur rundt forbi en række af højdepunkterne.
Bilanekdoter og et italiensk vidunder
Det største indtryk ved besøget på bilmuseet i Bagsværd var foruden den danske CIO-top en fornem samling af veteranbiler.
Fra samlingens ældste bil, en 1:1-genskabelse af verdens første bil, en Benz Patent Motorwagen Model I, til den nyeste i form af en Porsche 718 Cayman GT4 Clubsport.
Samlingens højdepunkt var den italienske skønhed Lamborghini 400 GT, produceret i 60'erne i blot 224 eksemplarer, med 320 hestekræfter og V12-motor.
Den italienske sportsvogn var en af de første Ferruccio Lamborghini fik produceret, efter at han frem til 60'eren havde haft succes med traktorer, men siden besluttede sig for at bygge en bedre bil end konkurrenten Ferrari.
Hårdt arbejde og passion betaler sig
Det var ikke uden grund, at landets digitale frontfigurer var blevet placeret i en højoktan scene bestående af 120 biler, 40 motorcykler, 50 knallerter og 12.000 modelbiler.
Chefredaktør hos Computerworld Lars Jacobsen, der førte de mange deltagere igennem arrangementet, kunne nemlig ikke dy sig for at fyre et par bilanekdoter af undervejs.
Kaizen, Toyota og GM's forsøg på at bygge et lean samlebånd var blandt nogle af nedslagspunkterne.
Og han fik da også snøret det hele sammen.
"I år er vi omgivet af klassiske biler, der fortæller historien om hårdt arbejde og passion. Og hårdt arbejde og passion finder vi også blandt årets stærke felt af kandidater, der konkurrerer om prisen," sagde han fra scenen.
Fem top-CIO'er
Selvom de mange veteranbiler da stjal noget af opmærksomheden, var det imidlertid først og fremmest de fem danske top-CIO'er, spotlyset var rettet imod.
Peter Lykke Egelund fra Kombit, Susanne Schustin fra Blue Water Shipping, Klaus Larsen fra Region Nordjylland og Susanne Thorskov Hansen fra Hempel. Og så Ann Fogelgren fra GN, der endte som den helt store vinder.
De blev hædret for deres måder at have tage CIO-rollen på sig. Ikke mindst for deres respektive tilgange til det at være en moderne leder.
Inden Ann Fogelgren blev hædret for Årets CIO, blev de fem nominerede sat i den varme stol i en paneldebat.
Her var publikum med til at afgøre, hvilke spørgsmål de to herrer og tre kvinder skulle have.
Det blev blandt andet til spørgsmålene om, hvordan de balancerer mellem drift og udvikling eller hvordan de får topledelsen med ombord.
Det kom der flere bud på fra de fem nominerede, der jo også repræsenterer meget forskellige organisationer.
Mørk porter og netværk
Som det nu er med sådanne arrangementer, blev der først for alvor løsnet op i toppen af den danske it-verden, da der kom øl på bordet.
Det stod Danske Øl entusiaster for, der havde linet fire smagsprøver op til forsamlingen. Hurtigt løftede stemningen sig i takt med, at alkoholprocenterne steg i smagsprøverne, som endte ud med en kulsort porter, der holdt en alkoholprocent på over de 10.
Dernæst stod den på fri leg. Verdens problemer blev vendt, mens andre tog på veterankig.
Så stod den på en treretters menu fra Kiin Kiin.
Morten Holm, der vandt Årets CIO 2021, havde også lige et par ord med til den nye CIO.
Inden aftenens finale, hvor Ann Fogelgren blev udråbt som Årets CIO 2022. Det er 17. gang Computerworld, IDC og Dansk IT har uddelt prisen.
Her overrækker Dansk IT's nye direktør, Jeanette Hartz, prisen.
Og der blev også lige tid til et fællesfoto med Ann Fogelgren. Her fra venstre i fællesskab med Jeanette Hartz, Charlotte Thygesen Poulsen, vice president hos IDC og Computerworlds chefredaktør Lars Jacobsen.
Her er den pokal, Ann Fogelgren gik hjem med. Hun vil nu indgå i juryen, når der næste år skal findes endnu en ny vinder af Årets CIO.