En dugfrisk analyse, som stiller skarpt på 400 danske virksomheders forventninger til kommende it-investeringer, viser de stærkeste indkøbsforventninger siden årtusindeskiftet.
Den positive tendens ventes at fortsætte langt ind i 2005.
? Virksomhederne føler sig nu helt sikre på, at det går den rigtige vej med økonomien. Det tegner godt for it-industrien næste år, siger Per Andersen, administrerende direktør for analysehuset IDC, der sammen med Computerworld står bag undersøgelsen.
Markant fald i konkurser
Tilliden til fremtiden bekræftes af et markant fald i it-konkurser og medlemstilgang hos organisationer i it-branchen.
Udefrakommende faktorer som de høje oliepriser og krigen i Irak ventes ikke at kunne ryste optimismen, som er både bredt og solidt funderet, siger Per Andersen.
Samme fornemmelse har IT-Brancheforeningen, der dog ikke venter flercifrede vækstrater.
Her glæder man sig endvidere over at have fået 43 nye medlemmer ? typisk specialiserede softwareleverandører og distributører ? siden årsskiftet, så man nu har 240. Det svarer til en fremgang på 22 procent efter års stilstand.
Tendensen ses også hos FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel), der alene inden for de seneste par måneder har øget medlemstallet med cirka 20 til næsten 150.
Helt kontant tegner der sig et dramatisk fald i it-konkurserne. I oktober var det på 71 procent på årsbasis.
Er begyndt at tjene penge igen
? Branchen er begyndt at tjene penge igen, siger direktør for IT-Brancheforeningen Jakob Lyngsø.
It-branchen havde kollektiv tilbagegang i de tre magre år 2001-2003. Brugerforeningen Dansk IT?s formand, Per Buchwaldt, vurderer, at der nu både er konjunkturmæssige og rent teknologiske årsager til at vente investeringsfremgang.
? Der er en ophobet investeringsmængde, efter at virksomhederne i flere år har siddet med tilbageholdt åndedræt og taget et år mere med udstyr, som egentlig burde skiftes ud.
Per Buchwaldt mener, at den løbende teknologiske udvikling giver højere funktionalitet til en lavere pris, hvorfor det økonomisk er en fordel at investere nu.
Dertil kommer, at datamængderne stiger eksplosivt, og endelig er en række nye teknologier blevet stabile og attraktive at købe. Per Buchwaldt peger som eksempel på, at virksomheder er begyndt at investere massivt i pda?er.
Finansektoren trækker det største læs
Traditionen tro trækker finanssektoren det største læs i it-investeringsindekset, skarpt forfulgt af detailhandelen, men der er stigninger over en bred kam i hele den private sektor.
Den offentlige sektor trækker overraskende en smule ned. Kommunerne er tilbageholdende på grund af de kommende sammenlægninger.
Hvad størrelse angår, fører de store virksomheder an sammen med de mellemstore, der kommer til at ligne dem mere og mere it-strategimæssigt. Kun de små virksomheder skiller sig ud. Her venter man ikke øgede it-investeringer.
? Vi havde troet, der ville komme lidt mere skred i de små, men det har ikke manifesteret sig endnu. De historisk konservative små danske virksomheder er simpelthen ikke progressive, når det gælder it ? i modsætning til for eksempel de svenske, som langt mere aggressivt forfølger nye muligheder med it såsom at automatisere forretningsprocesser, siger Per Andersen fra IDC.
Denne artikel stammer den trykte udgave af Computerworld, som fredag bringer mere om emnet