Artikel top billede

(Foto: Garmin)

Test: Dette hybrid-ur er på mange måder genialt - til trods for en del kompromiser

Ved at kombinere traditionelle visere med et display bliver Garmins Vivomove Sport på mange måder et smart hybrid ur.

Med ét hug, har Garmin begået en lille genistreg.

Et er med almindelige visere og et smart-ur samlet i et sted. Det er virkelig smart.

Viserne er ægte, og uret ligner et analogt ur - på batteri. Men i nederste del af skiven dukker digitale tal op.

Uret er et ægte smart-ur, og skærmdelen til dette er blot gjort lille. Kombinationen er på den måde ganske genial.

For til hverdag er det ofte fint med mekaniske visere og det design, som det alt andet lige giver.

Informationsoversigten med digital visning er smart og rar, så du hurtigt kan se læse eksempelvis en sms uden at skulle hive din gigantiske telefon op af lommen.

Alt for lille og ulæseligt

Det er på mange måder et fint kompromis, men Garmin har begået en stor fejl i mine øjne. Det er nemlig alt for lille et ur med dens beskedne 40 mm i bredden.

Dette ur kunne med fordel være 46 mm eller 51 mm, som mange af Garmins øvrige ure.

Og på et stort håndled bliver 40 mm.udgaven alt andet lige meget småt.

Undskyld Garmin, men på afstand betyder størrelsen, at det ligner noget, som jeg fået i konfirmationsgave.

Hvad værre er, er at displayet er indlejret under urskiven glansfulde finish - hvilket gør den meget svær at aflæse i dagslys.

Mere fitness end hard core træning

Vivomove er på alle måder underspillet, og det er både dets fordel og akilleshæl

For modsat mange andre aktivitets ure, så er det ikke oplagt til meget målrettet træning.

Så skal du have præcist pace-tempo på de sidste fem kilometer i din løberute, skal du finde et alternativ.

Du kan dog sagtens indlæse alt fra yoga, løb og anden idræt. Men de data, som du får undervejs i det lille display, er mangelfulde for dig, der træner målbevidst.

Du kan skifte remmen, hvis du ønsker det og det vandtætte ur klarer da også at tælle dine baner i den lokale pool.

Vil du til gengæld blot registrere din aktivitet og kan leve med at kunne aflæse data når du kommer hjem på din smartphone, så er Vivomove Sport ret smart.

Det er jo ikke alle, der skal have alle informationer serveret undervejs for at opretholde motivationen under træning. Og i det lys fungerer Garmin fremragende.

Det samme gælder, hvis du vil have et ur, der registrerer din generelle sundhed og levevis.

Simpelt men godt

Garmin har nemlig implementeret alle de målinger, du også har i de mere kostbare ure.

Det vil sige alt fra søvnkvalitet, stressregulering, vejrtræning og endda, hvor meget vand du drikker.

Vivomove Sport er altså ikke et traditionelt trænings ur, men kan sagtens bruges hvis du kan leve med de førnævnte mangler, og generelt har behov for at se, hvordan din krop har det.

Der måles puls via sensorer i bunden af uret. Det kan også måle iltmætning med mere.

Et kompromis der giver mening

Displayet i bunden af skærmen fungerer ret fremragende.

Det trykfølsomme ur glas reagerer hurtigt, og tilslutningen til Garmin Connect fungerer fremragende.

Efter nogle år med lidt problemer har Garmin en af de mest omfattende og velfungerende trænings applikationer på markedet. Og det får du glæde af i alle deres ure, der kan tilsluttes app ‘en.

Men uanset hvor mange plusser jeg har på Vivomove Sport, så er de få minuspunkter altså til at få øje på.

Den for lille urkasse og den manglende evne til at være et effektivt træningsur er store kompromiser, som kun du kan afgøre, om du kan leve med.

Når det er sagt, så vil jeg hurtigt tilføje, at uret fungerer rigtigt godt på alle andre parametre.

Og med en pris på 1.399 kroner og en batteritid på op til et år, er det med til at hive karakteren fra småt til godt!


Loading ikon