Microsoft er klar til at yde det, som selskabet kalder for ‘defensiv rådgivning’ i stor skala til Ukraine, der for tiden bliver invaderet af Rusland.
Det meddeler topchef Brad Smith i en blogpost, hvor han kalder den russiske invasion for ‘tragisk, ulovlig og ikke-retfærdiggjort.’
Brad Smith - der fungerer som en slags værdi-præsident i Microsoft - peger på, at Microsofts indsats har foregået i ‘konstant og tæt koordination med den ukrainske regering, EU, de europæiske nationer, den amerikanske regering, Nato og FN.’
Indsatsen har fokus på fire områder, meddeler han.
De er:
- At beskytte Ukraine mod cyberangreb.
- At beskytte med stats-betalt mis-information.
- At understøtte humanitær hjælp.
- At beskytte Microsofts medarbejdere.
Vigtigt som aldrig før
Brad Smith skriver, at opgaven med som selskab at beskytte regeringer og lande mod cyberangreb sjældent har været så vigtig som nu.
“Timer før missilerne blev sendt afsted og tanks begyndte at bevæge sig, registrerede Microsofts Threat Intelligence Center en ny runde af offensive og destruktive cyberangreb rettet mod Ukraines digitale infrastruktur,” skriver Brad Smith.
Her opdagede Microsoft også en ny malware, som selskabet har døbt FoxBlade.
“I de seneste dage har vi leveret efterretninger og defensive forslag til Ukraine om angreb på en række mål - herunder militære mål, fabrikker og adskillige offentlige myndigheder. Dette arbejde pågår,” skriver Brad Smith.
Microsoft meddeler, at selskabet fortsat vil dele information med Nato i Europa og USA, ligesom selskabet vil fortsætte med at ‘rådgive ukrainske cyberforsvars-folk og hjælpe dem med deres forsvar.’
Du kan læse hele blogposten fra Brad Smith her.