Forleden kunne Computerworld afsløre at Københavns Kommune har stoppet udflytning af systemer med persondata til Microsofts cloud efter Schrems II-dommen.
I stedet afventer kommunen en vejledning fra Datatilsynet, kunne vi fortælle i denne artikel: Københavns Kommune har stoppet udflytning af systemer med persondata til Microsofts cloud efter Schrems II: Afventer afgørelse.
Vi kunne også dele i denne artikel, at Stockholm Kommune ikke mener, at cloud-garantierne som Microsoft kan give, er gode nok samt at kommunen mener, at dens medarbejdere kan betjene Microsoft 365-løsningen sikkert nok - og svenskerne derfor har sagt adjö.
Og så kunne vi i i denne artikel dele, at du kan komme i GDPR-problemer hvis du bruger Google Fonts. For systemet dækker tilsyneladende besøgendes IP-adresser til Google.
Men problemerne stopper ikke der for Google - eller for os, der anvender selskabets produkter professionelt.
Også Google Analytics er i problemer. For hvilke data kan egentligt udleveres fra verdens nok mest udbredte statistik- og sporingssystem?
Godt nok afviser Google at have udleveret data. Men faktum er at de mange oplysninger samles hos én leverandør.
Ikke kun Google
Det i øvrigt ikke bare Google, som roder rundt.
For hos dba.dk, en af Danmarks største hjemmesider som ejes af gigantiske Ebay, har så lidt styr på deres samtykke-regler, at]de for nylig fik alvorlig kritik af Datatilsynet, hvilket du kan læse mere om her.
Samme rod har de åbenbart også hos Europas største dataindsamler på nettet, IAB Europe, hvis pop-up vinduer til indsamling af data er i strid med retningslinjerne.
De mange aktuelle sager efterlader en stor gruppe af danske virksomheder og offentlige myndigheder med et it-landskab, der potentielt er et minefelt fuldt med dyre uafklarede cloud- og datainvesteringer.
Det hele er kort sagt noget rod. Men et herligt rod.
Et rodet opgør med Wild West-tilstandene i it-verdenen
For de mange uafklarede sager dækker over et stort opgør med wild west-tilstandende på data- og cloudområdet.
Godt hjulpet af det store skifte til cloud har efterretningstjenester og overvågningskapitalister haft næsten uhindret adgang til data - og med stadigt bedre algoritmer og maskinkraft kan de sammenstille de data til at tegne uhørt præcise data af hver af os.
Opgøret har været længe undervejs, båret frem at engagerede aktivister. Stor ros til dem!
Men som altid kommer det reelle skifte når politikeren og juristerne får lovgivningen skrevet ned - dermed givet domstole og tilsyn rammerne, som i disse år testes.
Sådan er det, når et område underlægges den nødvendige demokratiske kontrol. Derfor kommer der heller ikke afklaring eller ro i 2022. Eller i 2024.
Det er måske skidt for langtidsplanlægningen. Men det er godt for os - i længden.