Godmorgen og velkommen til.
Nu nærmer julen sig for alvor, og chancerne for den hvide af slagsen ser fornuftige ud for store dele af landet.
Men inden vi lader os rive helt med af julestemningen, så skal vi lige have klappet den sidste morgen-briefing af for denne omgang.
I ønskes en rigtig glædelig jul her fra redaktionen.
God læselyst.
Elon Musk har solgt Tesla-aktier for 95 milliarder kroner
Verdens rigeste mand, Elon Musk, har solgt aktier for 14,5 milliarder dollar, svarende til 95 milliarder kroner.
Aktiesalget er fundet sted siden begyndelse af november, hvor Tesla-stifteren lavede en afstemning på Twitter, der gik på, om han skulle sælge 10 procent af sine aktier eller ej, skriver Reuters.
Her mente 58 procent af hans følgere, at han skulle begynde at sælge ud af sine aktier. Om det har været den direkte grund til at sælge er uvist, men han gik hvert fald i gang med at afhænde sine aktieposter i selskabet.
Ud af de mange milliarder, han har fået ud af aktiesalget, skal 55 milliarder danske kroner bruges på at betale skat i USA, lyder det.
Datatilsynet kritiserer Det Konservative Folkeparti
Det Konservative Folkeparti høster kritik hos Datatilsynet.
Datamyndigheden har vuderet, at partiet ikke har opfyldt sin oplysningspligt ved indsamling af personoplysninger om potentielle vælgere, skriver tilsynet.
"Datatilsynet har truffet afgørelse i en sag, hvor tilsynet efter en række konkrete henvendelser i 2019 blev opmærksom på Det Konservative Folkepartis behandling af personoplysninger i forbindelse med, at partiet sendte breve til udvalgte husstande angående valget til Europa-Parlamentet 2019 og Folketingsvalget 2019."
Herefter besluttede Datatilsynet derfor at undersøge sagen nærmere. Partiet indsamlede navn og adresse på udvalgte modtagere med henblik på at sende breve om partiets mærkesager, fremgår det.
Det Konservative Folkeparti mente ikke, at man burde oplyse vælgere om indsamling af deres personoplysninger, hvilket Datatilsynet ender med at kritisere partiet for.
Læs hele afgørelsen her.
Intel møder modstand i Kina
Den amerikanske chipproducent Intel møder kritik i Kina.
Selskabet har nemlig anmodet leverandører om at undgå produkter fra Xinjiang-regionen på grund af amerikanske anklager om slavelignende tilstande blandt de ansatte i området, skriver Bloomberg News.
Ifølge mediet er det Intels egen CSR-politik, der udløser denne anmodning.
En rapport fra tidligere på årets fortæller, at Intels processorer og andre produkter ikke er fremstillet i regionen. Det har efterfølgende fået sindene i kog hos en række kinesiske nationalister. intel får især hug på det kinesiske sociale medie Weibo.
Tilbage i sommeren 2021 udkom en rapport fra USA's udenrigsministerium, der anklagede den kinesiske regering for at have koncentrationslejre for Uighur-muslimer i regionen.
Trifork skal udvikle it-løsning til behandling af kol-patienter
Danske Trifork har vundet opgaven om at levere telemedicinske løsninger til borgere med KOL i alle landets regioner og kommuner.
Her skal it-selskabet både udvikle en løsning til de sundhedsfaglige medarbejdere og en løsning til borgere med KOL, som har brug for at få foretaget helbredstjek og målinger, men uden at et fysisk fremmøde er nødvendigt, skriver Trifork i en meddelelse.
"Vi har stor erfaring med at udvikle kritiske systemer inden for sundhedssektoren, der både gør det lettere at være borger og patient, og som øger effektiviteten og fleksibiliteten i sundhedsvæsenet. Vi glæder os til at vise infrastrukturens potentiale - også i forhold til understøttelse af andre sygdomsområder i fremtiden,” siger Karen Skjerbæk Jørgensen, CCO & VP Trifork Digital Health.
Energistyrelsen klar med ny frekvensstrategi
Energistyrelsen offentliggør en ny frekvensstrategi.
Den skal tage højde for udvikling og de kommende initiativer, der skal gøres på området, lyder det i en meddelelse fra Energistyrelsen.
Der opstår løbende nye tjenester, der har brug for radiofrekvenser, og samtidig stiger dataforbuget kraftigt disse år.
Det betyder, at der både skal være mere plads på frekvensspektret til eksisterende tjenester, men der skal også være plads til nye.
Derfor har Energistyrelsen udarbejdet en ny strategi, der peger på områdets prioriteter for de næste fem til ti år, lyder det.
"Frekvensstrategien er udarbejdet af Energistyrelsen med inddragelse af danske interessenter og opdateres med fire-fem års mellemrum," fremgår det.
Du kan finde hele strategien her.