Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Så meget tjener man som it-ansat i USA: Disse områder giver den højeste løn

Cloud- og netværks-artikekter er blandt de udviklere, som får den absolut højeste løn i USA lige nu. Se her, hvor højt det amerikanske lønniveau er for de forskellige udvikler-roller lige nu.

De amerikanske software-udvikleres gennemsnits-lønninger er i de seneste to år steget med næsten fem procent.

Set på tværs af alle regioner og alle typer job, ligger gennemsnitslønnen nu på 153.000 dollar om året.

Det svarer til omkring en million kroner, hvilket altså betyder, at en software-udvikler i USA kan forvente at lande en gennemsnitlig månedsløn på godt 80.000 kroner.

Ifølge Computerworlds amerikanske søstermedie, Infoworld.com, er der dog stor forskel på, hvor høj løn de forskellige job-typer inden for software-udvikling kaster af sig i lønnings-posen.

Bedst betalte

De bedst betalte it-folk under chef-niveau på C-level er lige nu dem, der arbejder som cloud-arkitekter, netværks-arkitekter og applikations-arkitekter.

De får mellem 150.000 dollar og 180.500 dollar om året, hvilket svarer til mellem 980.000 kroner og 1,2 millioner kroner om året.

Ifølge vores søstermedie er der for tiden et ‘klart behov for mobil- og applikationsudviklere.’

Det afspejler sig i, at udviklere inden for disse to områder får en ‘langt højere gennemsnitløn’ end eksempelvis mainframe-folk, hedder det.

Lønniveauerne for de enkelte it-områder i USA er i gennemsnit:

- Software- og applikations-manager: Mellem 78.000 og 92.000 kroner om måneden.

- Mobil-applikationsudvikler: Mellem 75.000 og 90.000 kroner om måneden.

- Senior software-engineer: Mellem 74.000 og 89.000 kroner om måneden.

- Software-engineer: Mellem 68.000 og 81.000 kroner om måneden.

- Software-udvikler: Mellem 67.000 og 78.000 kroner om måneden.

- Udviklings- eller programmerings-analytiker: Mellem 61.000 og 73.000 kroner om måneden.

- Mainframe-programmør: Mellem 38.000 og 48.000 kroner om måneden.

Web-udviklerne kan også godt være med, viser tallene.

- Senior web-udvikler: Mellem 70.000 og 83.000 kroner om måneden.

- Web-udvikler: Mellem 61.000 kroner og 72.000 kroner om måneden.

- Front-end udvikler: Mellem 51.000 og 60.000 kroner om måneden.