Det spanske masteselskab Cellnex er klar til fremstød på det danske marked, efter selskabet for et år siden overtog hele 3’s masteforretning.
Selskabet har herhjemme i Cellnex Danmark ansat 25 medarbejdere og er flyttet i splinternye lokaler.
I spidsen sidder direktør Morten Ekebjærg Petersen, der er fulgt med over fra 3’s masteforretning, som han frem til salget stod i spidsen for.
Han blev indsat som direktør for masteforretningen i august 2020, hvor 3 i Danmark splittede sin forretning op og udskilte al etablering og servicering af masterne.
Her overtog Cellnex i alt 28.500 mobilmaster i Europa.
Med salget af 3’s masteforretning fulgte selskabets 1.317 mobilmaster i Danmark med medfølgende el-installationer, batteri-backup, bærerør, teknikhuse, kølesystemer og andet udstyr.
Selskabet lever af at udleje sine mobilmaster til mobiloperatører i de pågældende lande, og her ser Morten Ekebjærg Petersen et stort potentiale.
“Vi ser et stort potentiale for vores forretning i Danmark, hvor flere virksomheder og aktører i disse år går gennem nogle kæmpemæssige digitale omstruktureringsprocesser. Den udvikling kræver blandt andet sikre, private netværk, og her står vi som leverandør af digital infrastruktur stærkt i markedet,” meddeler Morten Ekebjærg Petersen.
Cellnex Europa er med hovedkvarter i Barcelona i dag det ubetinget største maste-selskab i Europa.
Selskabet har opkøbt ret aggressivt i de senere år, hvor selskabet har købt sig ind i lande som Storbritannien, Irland, Sverige, Portugal og Polen.