Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Senest har det været manglende finansiering til at trække stikket på stenalder-legacyen i Domstolsstyrelsen, fraværet af et tilstrækkeligt beredskab i Skatteministeriet, massivt overforbrug af eksterne konsulenter i ejendomsvurderingen og et skræmmende lavt fagligt niveau i ledelsen hos Skat.
Det er som om, hver dag byder på en ny rygende pistol, der udpeger ondets rod, kalder på resolut politisk intervention og udløser salvefulde beklagelser over en statskasse, der ikke alene er ved at bukke under for egne budgetoverskridelser og forsinkelser, men samtidig både er et nemt offer for gemene svindlere, der suger milliarder ud ved højlys dag, og danskere, der ikke betaler deres gæld.
Der er både sandhed og logik i alle de rygende pistoler, og aben befinder sig fint på alle de skuldre, den bliver anvist.
Problemet er ikke valget af skandaler. Problemet er, at de fængende overskrifter holder os på et anekdotisk niveau, der i bedste fald kan gøre læserne forvirrede over, hvor de skal rette deres harme hen.
Men i værste fald betyder, at vores ansvarlige politikere ikke får taget tilstrækkeligt fat i de grundlæggende problemer, der har alle skandalerne på toppen.
1, 2, 3
Hvis man alligevel skulle tillade sig en let prosaisk formulering til at åbne ballet, kunne man kalde it-problemerne i det offentlige for et tragisk trekantsdrama: En metafor for, at problemet har tre grundlæggende årsager – ligesom i eventyrene – der skal håndteres, hvis vi vil i mål.
1.
Det første problem er den helt åbenlyse mangel på de rette kompetencer.
Det gælder både på ledelsesniveau og blandt de faglige medarbejdere. Og det gælder såvel antal, som niveauet af faglig indsigt.
Det kan dels dateres tilbage til den nedsmeltning, der blandet andet skete i Skat under Fogh, men i dag er manglen på kompetent arbejdskraft ikke forbeholdt det offentlige.
Alle skriger på arbejdskraft og i et kapløb, hvor modstanderne både kan tilbyde højere løn, bedre arbejdsvilkår og globalt udsyn, er det ikke svært at gennemskue, hvor de dygtigste går hen.
I øjeblikket forsøger man at løse dette ved lidt arbitrært at indkalde eksterne konsulenter på det, man vist kalder en ’åben regning’. Intuitivt sender det en i retning af, at udbud og OPP ville give adgang til det private markeds kompetencer.
Men dette kan naturligvis kun realiseres hvis man bruger fortidens rædselskabinet af skandaler til at blive klogere. Udspil fra Dansk IT giver håb, men der er langt igen.
2.
Vi kommer ikke uden om den hårde kerne. Altså de fysiske rammer.
De offentlige it-systemer er fuldstændig nedslidte og utilstrækkelige. Hvis ikke andet så bliver det død-ved-støv, der bliver deres endeligt.
Jeg medgiver, at den såkaldte Krigsregel sætter nogle begrænsninger, og det kunne være praktisk med mere storage inden for landets grænser.
Men loven er blevet revideret, og det er blevet udspecificeret præcis hvilke data, der ikke må forlade national grund.
Det er langt fra så omfattende, som det nuværende manglende omfang af migration af offentlige data kunne forlede en til at tro.
3.
Det bringer os frem til den tredje og sidste grundlæggende årsag.
Nu går vi et stik dybere, og det bliver en smule indviklet.
Hvilket faktisk er problemet i en nøddeskal.
Danmark deler en udfordring med stort set alle I-lande. En enkelt undtagelse er muligvis Schweiz, men det er en anden snak.
Alle lande lider under en mængde af lovtekst, bekendtgørelser og forordninger, der vokser med noget nær eksponentielt kraft.
Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at mængden målt i ord er vokset med 207 procentsiden 1989.
Det på trods af, at skiftende regeringer næsten lige så længe har haft det som en ambition at begrænse væksten og faktisk nedbringe mængden.
Hvis man ser på den lovgivning, vi har i dag, så kan en stor del af den dateres mere end 100 år tilbage.
Det burde være evident, at en del af denne lovgivning ikke længere er tidssvarende og kunne bruge en gennemgribende revision.
Det er imidlertid ikke sket. I stedet er der blot kommet mere lovgivning til, og i et forsøg på at undgå de værste problemer, bliver der løbende lavet undtagelser og diverse bekendtgørelser, der lægger sig oven på og ved siden af.
De it-systemer, der skal understøtte vores offentlige forvaltning, skal være en spejling af den gældende lov.
Men med en stadig strøm af knopskydninger og undtagelser, der ikke nødvendigvis har en logisk sammenhæng med hverken den grundlæggende lovtekst eller anden logik for den sags skyld, er det meget svært at lave sammenhængende digitale løsninger.
It bygger på logik, og når det, den skal understøtte, er ulogisk og har indbyggede modsætninger, begynder korthuset at skride.
Kodestrengen bliver bare længere og længere og længere, og tidsfristen for færdiggørelse fortoner sig i det uvisse.
Nu er det naturligvis ikke sådan, at vores riges lovgivning skal udarbejdes, så udviklernes hverdag bliver nemmere.
Vi kan heller ikke bare vende det blinde øje til omkostningsniveauet og satse på at matche de højeste private lønninger, eller kaste vores følsomme offentlige data i armene på nationer, der ikke kan garantere, at de er sikre.
Men hvis vi ikke alvorligt, effektivt og med tilstrækkelig vilje adresserer alle disse problemer på deres fundamentale niveau, vil vi blive ved med at få click-optimerede overskrifter med endnu en anekdote om endnu en skandale, der endnu engang svækker vores tillid til, at vores offentlige sektor nogensinde får en digital understøttelse, der er bare tilnærmelsesvis acceptabel.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.