EG køber softwarevirksomheden InCom, der fra sit hovedkvarter i Herning står bag en admininistrations-løsning til boligsektoren, BoligExtraNet.
Selskabet er stiftet af direktør Stefan Max Jensen, som indtil nu har været eneejer og direktør for de 17 medarbejdere.
InCom fortsætter med samtlige medarbejdere nu som en del af EG’s bolig-division, hvor selskabet nu skal lægges sammen med Prosedo, som EG købte i fjor
EG-direktør Mikkel Bardram meddeler, at EG med købet af det lille selskab ‘accellererer vores evne til at kunne tilbyde boligadministratorer endnu flere muligheder for let at håndtere de administrative processer.”
InComs BoligExtraNet består af 120 moduler, som brugerne - typisk boligadministration og lignende - selv kan sammensætte efter ønske og behov.
De to selskaber har samarbejdet siden 2010 og kender derfor hinanden godt i forvejen. EG havde indtil for få måneder siden sit hovedkvarter gennem mange år i netop Herning, hvor også InCom holder til huse.
EG flyttede fornylig hovedkvarteret til København.
InCom landede i 2020 en bruttofortjeneste på 12,9 millioner kroner og en driftsindtjening på godt 3,1 millioner kroner. Overskuddet blev på knap 2,5 millioner kroner.
EG har siden nytår købt seks selskaber, nemlig EasyUpdate, FrontAvenue, Front Systems, PM El-Beregning, EnerKey og Zavann. Sidstnævnte købte EG for under en uge siden.