Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Microsofts medarbejdere sov i datacentrene under coronakrisen / Amerikansk storbank bruger én milliard dollar på it-sikkerhed / IBM lancerer ny kvantecomputer

Microsofts medarbejdere sov i datacentrene under coronakrisen. Amerikansk storbank bruger én milliard dollar på it-sikkerhed. IBM lancerer ny kvantecomputer. Youtube forbyder reklamer for alkohol og spil.

Godmorgen.

Vi skal endnu engang se på dagens korte it-nyheder, hvor vi begynder med Microsofts noget alternative tilgang til coronanedlukningen. Bag tasterne sidder Jakob Schjoldager.

Microsofts medarbejdere sov i datacentrene under coronakrisen

Mens coronapandemien var på sit højeste, valgte flere af Microsoft medarbejdere at overnatte på datacentrene.

For mens de fleste blev sendt hjem for at arbejde, var nogle af Microsoft ansatte altså nødt til at være fysisk til stede i datacentret. Derfor valgte flere at blive i datacenteret for at minimere smitterisikoen ved at tage hjem.

Det skriver det amerikanske erhvervsmedie CNBC.

“I udvalgte lande var der så massive nedlukninger at vores egne medarbejdere valgte at overnatte i datacenteret fordi de var bekymret for, om de ville blive forhindret i at nå hjem,” lyder det fra Microsoft-direktøren Kristen Roby Dimlow.

Det var særligt medarbejdere, der stod for driften af Microsoft Teams, et afgørende værktøj for millioner af mennesker under coronakrisen, som overnattede i datacentrene.

Amerikansk storbank bruger én milliard dollar på it-sikkerhed

Det kræver en hel del, at sikrer sig mod hackere og malware-angreb. Særligt hvis man er en af verdens største banker.

Derfor lyder USA’s største bank Bank of Americas it-sikkerhedsbudget på svimlende én milliard dollar hvert år. Omregnet til danske kroner seks milliarder.

Budgettet til at holde hackerne på afstand er dermed taget et gevaldigt ryk op i løbet af de senere år, fortæller selskabet topchef.

“Da jeg blev administrerende direktør for 11 et halvt år siden brugte vi nok omkring 300 til 400 millioner dollar årligt,” forklarer topchef Brian Moynihan ifølge CNBC.

IBM lancerer ny kvantecomputer

Om få timer lancerer den amerikanske it-gigant IBM sin seneste kvantecomputer. Den er placeret i Tyskland og derfor deltager den tyske kansler Angela Merkel også i lanceringen sammen med IBM’s administrerende direktør Arvind Krishna.

Lanceringen sker klokken 14 i dag tirsdag på Fraunhofer Institute. Ifølge IBM er der tale om Europas mest kraftfulde kvantecomputer.

Både Angela Merkel og Arvind Krishna kommer til at holde tale til dagens lancering.

Youtube forbyder reklamer for alkohol og spil

Det skal være slut med reklamer for alkohol og gambling på den mest prominente plads på videoplatformen.

Fremover vil der dermed ikke være en bestemt type reklamer øverst på forsiden af Youtube.

Det skriver Reuters.

Samtidig skal det være slut med at bestille den største bannerreklame på verdens støste videotjeneste en hel dag. Beslutningen kommer efter tidligere præsident Donald Trump valgte at købe pladsen ved det seneste amerikanske præsidentvalg.

“Vi gennemser regelmæssigt vores annonce-krav for at sikrer balancen mellem annoncører og brugerne,” lyder det fra en talsperson fra Google ifølge nyhedsbureauet.