Tilbage i 2015 blev Apple ramt af det største iPhone-hack nogensinde.
Siden hændelsen har tech-giganten været sparsom med informationer omkring angrebet, der ramte millioner af brugere.
Men nu er der dukket friske oplysninger op om angrebet.
Som led i den verserende retssag mellem Apple og Fortnite-udvikleren Epic Games er tusindvis af emails fra perioden kommet frem i lyset.
De interne emails viser, at over 128 millioner iPhone-brugere downloadede apps indeholdende malwaren, der kendes som XCodeGhost fra App Store.
Det skriver Vice.
Tilbage i 2015 inficerede uidentificerede hackere tusindvis af apps i app-butikken. På daværende tidspunkt regnede eksperter med, at angrebet ville ramme flere hunderede millioner af brugere, da malwaren spredte sig til omkring 4.000 apps.
Relativt ufarligt angreb
Grundet omfanget af brugere, der kunne være ramt, blev hændelsen omtalt som det største iPhone-hack nogensinde. Nu viser det sig, at det var 128 millioner brugere, hvoraf 18 millioner var fra USA, der blev påvirket.
"Sammenlagt downloadede 128 millioner kunder de 2.500+ apps, som var påvirket LTD. Disse kunder drev 203 millioner downloads af 2.500+ inficerede apps LTD," skriver Dale Bagwell, der var chef for Apples brugeroplevelse i iTunes, i en af de fremførte emails fra perioden.
Af en anden mail fra en Apple-ansat lyder det, halvdelen af de ramte brugere var fra Kina, der samtidig stod for 66 procent af de 203 millioner downloads.
Dokumenterne viser desuden, at Apple havde svært ved at finde ud af, hvordan angrebet skulle håndteres, da underretning af mere end 100 millioner brugere var en uoverskuelig opgave.
Sevlom angrebet nåede ud til enormt mange brugere, så var den konkrete malware relativt ufarligt og ikke særlig sofistikeret, lyder det.
Blandt de inficerede apps var kinesiske WeChat, der har hundrede af millioner brugere samt den kinesiske version af Angry Birds 2.