Med en børsnotering i London håber danskstiftede Trustpilot på at kunne rejse over 300 millioner kroner.
Sådan lyder det fra selskabets direktør Peter Holten Mühlmann i forbindelse med selskabets planer om en børsnotering.
Pengene skal sætte yderligere turbo på væksten og være med til at gøre Trustpilot til en "kategori-definerende virksomhed".
Sådan siger han til Finans.
"Det betyder, at vi i stigende grad skal være en virksomhed med en offentlig platform. En børsnotering er en fantastisk mulighed for at få en større offentlig platform, og det gør muligheden for at rejse penge nemmere, så vi kan investere mere i vækst," siger han til mediet, hvor han også understreger, at han uanset børsnotering eller ej fortsætter som direktør i selskabet, som han stiftede i 2007.
I interviewet fortæller han, hvordan Trustpilot under corona-krisen har oplevet en stor stigning i antallet af forbrugere og virksomheder, der benytter sig af den store platform fyldt med kundeanmeldelser.
Den øgede brug af Trustpilot forventer Peter Holten Mühlmann vil blive ved også efter coronakrisen og fortsætte i de næste 10 år.
I en meddelelse i forbindelse med Trustpilots børsplaner fortæller Peter Holten Mühlmann, at børsnoteringen vil give Trustpilot mulighed for at fortsætte de senere års fremdrift og er en stor milepæl for selskabet.
Læs mere: Trustpilot på vej mod børsnotering: Vil rejse mere end 300 millioner kroner
I 2020 omsatte Trustpilot for 700 millioner kroner - en stigning på 25 procent sammenlignet med 2019.
Generelt har Trustpilot år efter år kunne fremvise tocifrede vækstrater igennem selskabets historie, som i de senere år primært har handlet om at få flere og flere kunder og virksomheder til at benytte platformen.
Som følge har fokus på at tjene penge været i baggrunden, og Trustpilot kunne således efter regnskabet for 2019 notere et samlet tab på over en milliard kroner.
Senest er det dog lykkes at fremvise et positivt justeret driftsresultat før renter, skat og afskrivninger (ebitda) på 6,1 mio. dollar (justerede resultater fjerner ofte reelle omkostninger til eksempelvis aktieoptioner, red.), skriver Finans.