Et af Huaweis teknologi-patenter, der kan identificere mennesker med ansigtsgenkendelse, er kommet frem i lyset.
Det fremgår nemlig af patentet, at teknologien kan bruges til at spotte personer med uigurisk oprindelse - et muslimsk mindretal i Kina.
Det skriver BBC, der er blevet overbragt informationen fra et amerikansk analysefirma, der er fundet frem til formuleringen i patentet.
Huawei, der tidligere har været ude at sige, at ingen af selskabets teknologier er designet til at udpege etniske grupper, vil nu ændre patentet, der blev søgt tilbage i 2018, skriver mediet.
Patentet beskriver måder, hvorpå deep learning og kunstig intelligens-teknikker kan bruges til at identificere fodgængere på gaden via film og billeder.
Patent-dokumentet oplister også andre egenskaber en person kan blive identificeret ved, hvilket inkluderer "race (Han [Kinas største etniske gruppe red.], Uighur)"
Huawei vil ændre patentet
En talsmand fra Huawei fortæller til BBC, at denne reference ikke skulle have været inkluderet i patentet.
”Huawei modsætter sig forskelsbehandling af alle typer, herunder brug af teknologi til at udføre etnisk forskelsbehandling,” siger han.
”At identificere individers race var aldrig en del af forsknings- og udviklingsprojektet."
Han tilføjer, at Huawei nu tager proaktive skridt for at ændre denne reference.
Tilbage i begyndelsen af december kom det frem, at Huawei havde testet teknologi, der kunne spotte det muslimske mindretal i Kina.
Oplysningerne om teknologien stammer fra interne Huawei-dokumenter,
der har ligget frit tilgængeligt på Huaweis hjemmeside.
Dokumenterne blev først identificeret af organisationen IPVM, der har specialiseret sig i at undersøge brugen af videoteknologi og ansigtsgenkendelse.
Ifølge dokumentet samarbejdede Huawei i 2018 med ansigtsgenkendelses-virksomheden Megvii om at teste et kamerasystem baseret på kunstig intelligens, der kunne skanne ansigter i menneskemængder og herefter estimere hver enkelt persons alder, køn og etnicitet.
I dokumenterne bliver det beskrevet, at systemet, når det identificerer et medlem af det fortrinsvis muslimske uighur-mindretal vil kunne udsende en “uighur-alarm” til politiet.