Google forlænger supporten til sin Chrome-browser til det aldrende Windows 7-styresystem fra Microsoft med yderligere et halvt år.
Forlængelsen kommer efter, at Google i januar meddelte, at selskabet ville udsende sikkerhedsopdateringer og lignende til Chrome til Windows 7 til juli 2021.
Den nye forlængelse betyder dermed, at Google vil sørge for, at Chrome til Windows 7 er sikker at anvende til og med 15. januar 2022.
Efter denne data er det fortsat uvist, hvordan Google stiller sig, når det gælder udsendelsen af sikkerhedsopdateringer til Chrome på det gamle Microsoft-system.
“Vi fortsætter med at evaluere forholdene for vores enterprise-kunder, og vil melde eventuelt kommende ændringer ud senere,” lyder det fra Google.
Forlængelsen skyldes ikke mindst corona-krisens effekt, lyder det fra Google.
Corona har nemlig betydet, at mange organisationer har slået bremserne i for ellers planlagte it-projekter - herunder migration til Windows 10.
Google peger på, at op mod 21 procent af organisationerne fortsat er i gang med at migrere til Windows 10.
“Med denne support-forlængelse kan alle virksomheder, der er i gang med at migrere til Windows 10, være sikre på, at de af deres brugere, der fortsat anvender Windows 7, fortsat vil nyde godt af høj sikkerhed Chrome,” lyder det fra Google.
Læs også: