Mens det ofte er de offentlige organisationer, der underlagt offentlighedsloven står for skud, når it-projekter ikke fører til de forventede resultater, har private virksomheder ofte lidt lettere ved at køre under radaren.
Men måske ikke helt overraskende, volder it-projekter også problemer i den private sektor.
En ny undersøgelse viser nemlig, at kun hvert tredje it-projekt både i den private og offentlige sektor slet ikke giver den værdi, der var stillet i udsigt.
Det skriver Finans.
Undersøgelsen handler mere konkret om brugen af business cases og er baseret på 1.250 svar.
Bag den står Martin J. Ernst, der er specialist i it-projekter og den tilhørende business case og tilknyttet IT-Universitetet som ekstern lektor.
Hans konklusion er, at problemer og manglende gevinster i it-projekter er lige så udtalt i den private sektor som i den offentlige.
"Det her gælder lige så meget i den private sektor. Men i den private sektor går det typisk i glemmebogen eller kommer ikke frem, for det er jo lidt flovt," siger han til Finans og peger på, at der lidt for ofte bliver inddraget gevinster i business cases, der egentlig er fugle på taget.
Netop evnen til at realisere gevinster satte Rigsrevisionen fokus på i september, hvor den lagde en større undersøgelse frem om emnet i staten.
Her lød det, at 20 procent af de samlede og forventede gevinster for 44 it-projekter til 1,7 milliarder kroner ikke var blevet realiseret.
Samtidig havde ministerierne ikke fulgt op på omkring en tredjedel af gevinsterne.
Men ifølge Martin J. Ernst er situationen altså ikke meget anderledes i den private sektor, hvor business case og gevinster ifølge ham også romantiseres eller indeholder fejlslutninger.
Læs mere om Rigsrevisionens undersøgelse her: Staten har brugt 1,7 milliarder kroner på 44 it-projekter: 20 procent af de forventede gevinster er aldrig blevet til noget