Mornings. Så nåede vi fredag, og her det sidste overblik i denne omgang over dagens hurtige it-nyheder, som de så ud fra den fremskudte lyttepost på Amager. Niels Veileborg og resten af Computerworlds redaktion ønsker alle en god dag.
Alle interne møder hos Arla foregår nu pr. definition i Teams
Coronakrisen har fået mejerikoncernen Arlas øjne op for fordelene ved online-møder, og nu er det blevet en fast regel i koncernen, at alle møder foregår i Microsoft Teams. Det skriver Børsen.
“Pr. definition indkaldes og holdes alle møder nu i Teams. Det kan godt være, at hvis flere mødedeltagere eksempelvis sidder her i Viby, så sætter de sig sammen rent fysisk, mens resten deltager via Teams. Den mødeform har vist sig meget effektiv. Og som sidegevinst sparer vi en masse tid og penge. Tidligere rejste folk jo fra Herodes til Pilatus for at deltage i et møde på en anden lokation,” siger Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh.
Hver femte danske bankkunde har fået ny netbank
21 procent af de danske bankkunder har fået en ny netbank, efter it-virksomheden BEC har lanceret sin nye netbank til privatkunder. Den nye netbank er nyudviklet og lanceret rullende over et par år, hvor mange bankkunder har haft mulighed for at afprøve den, skriver BEC til Computerworld.
BEC’s gamle netbank forsvinder dermed, og alle kunder i BEC-pengeinstitutter skal fremover benytte den nyudviklede netbank.
BEC står bag netbanken til en række danske pengeinstitutter lige fra Nykredit og Spar Nord til Merkur Andelskasse og Hvidbjerg Bank.
Den nye netbank er udviklet gennem tre år og har gennem et par år været i drift med stadig flere brugere.
Facebook lancerer dating-funktion i Europa
Facebook har omsider lanceret sin dating-funktion i Europa, skriver CNN.
Planen var oprindeligt en lancering af Facebooks modsvar på Tinder dagen før valentinsdag 14. februar, men lanceringen blev stoppet af datatilsynet i Irland - hvor Facebooks europæiske hovedkvarter ligger - på grund af bekymringer om, hvordan funktionen håndterer persondata.
Facebook har siden foretaget visse ændringer, så det irske datatilsyn har giver grønt lys. Facebook Dating blev lanceret i USA i september 2019.
Edward Snowden har fået permanent opholdstilladelse i Rusland
Den verdenskendte whistleblower Edward Snowden har fået permanent opholdstilladelse i Rusland, skriver Reuters.
Snowden arbejdede i den amerikanske efterretningstjeneste og lækkede i 2013 en masse fortrolige dokumenter, der blandt andet indeholdt detaljer om amerikansk masseovervågning i USA og overalt i verden.
Han flygtede til Rusland, og siden har USA forsøgt at få ham udleveret tiltalt for spionage.
Ny, ung streamingtjeneste med milliarder i ryggen lukker efter et halvt år
Quibi, der skulle konkurrere med Netflix, lukker og slukker efter kun et halvt år på markedet, fortæller Finans.
Selskabet satsede på små kortvarige produktioner til dagens små pauser - for eksempel i toget eller bussen på vej til job, og investorer havde kastet 12 milliarder kroner i projektet.
Men lanceringen faldt sammen med corona-pandemien, hvor folk blev sendt hjem for at arbejde, og tjenesten nåede kun to af de forventede syv millioner abonnenter. Et forsøg på at sælge Quibi i september slog fejl, og nu lukker tjenesten.
PayPal åbner for brug af kryptovalutaer
Betalingsformidlingstjenesten PayPal giver nu mulighed for, at amerikanske statsborgere kan gennemføre betalinger ved hjælp af bitcoins og andre kryptovalutaer, skriver Reuters.
Det bliver af mange anset for en sejr for kryptovaluaterne på vej mod mere bred anvendelse som betalingsmiddel, men mange fintech-eksperter er skeptiske, for ejere af eksempelvis bitcoins betragter dem typisk som et investeringsobjekt snarere end nogle midler klar til brug.
Initiativet skal snarere ses som en forberedelse til en tid, hvor digitale valutaer afløser traditionelle valutaer, lyder eksperternes vurderinger.