Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Atea indgår partnerskab med Kontormøbler.dk / Twitters it-sikkerhed havde mangler forud for hacker-angreb / Bitdefender finder tegn på, at botnet lejes ud som lovlig anonymiseringsservice

Morgen-briefing: Atea indgår partnerskab med Kontormøbler.dk. Twitters it-sikkerhed havde mangler forud for hacker-angreb. Bitdefender finder tegn på, at botnet lejes ud som lovlig anonymiseringsservice. Volvo Trucks lancerer kundetest af elektriske lastbiler. Astralis sælger profil: Bliver 'en af de dyreste Counter Strike-spillere nogensinde'. Energinet tester nyt system, der skal dokumentere grøn elproduktion- og forbrug.

Godmorgen og velkommen til!

Efterårsferien lakker så småt mod enden, men derfor skal I ikke snydes for ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Den står i it-sikkerhedens tegn og følger her:

Atea indgår partnerskab med Kontormøbler.dk

Atea og Kontormøbler.dk har indgået et partnerskab, der giver virksomheder mulighed for at etablere komplette hjemmearbejdspladser til deres medarbejdere med alt fra PC, skærm, tastatur, mus, telefon og headset til skrivebord, kontorstol og bredbånd udbudt via Ateas flexvalgsportal.

Det oplyser Atea i en meddelelse til Computerworld.

"Udbredelsen af hjemmearbejde har ført meget godt med sig, men er også en udfordring for arbejdsmiljøet derhjemme. Rigtig mange både mindre og store virksomheder efterspørger samlede løsninger til hjemmearbejdspladser, hvor der er styr på lovgivning, jura og skat, hvor omkostningerne er gennemsigtige, og hvor det er let og fleksibelt for både arbejdsgiver og -tager. Det kan vi nu tilbyde vores kunder," lyder det fra Henrik Jakobsen, der er ansvarlig for Flexible Benefits Solutions hos Atea, i meddelelsen.

Twitters it-sikkerhed havde mangler forud for hacker-angreb

Der var en række huller i it-sikkerheden hos Twitter, før det sociale medie blev udsat for et cyber-angreb i juli.

Angrebet betød, at hackerne var i stand til at overtage profilerne for en række kendte personer, herunder Microsoft-stifter Bill Gates, Amazon-rigmanden Jeff Bezos og den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.

Derfor foreslår New York's 'Department of Financial Services' i en rapport, at Twitter - og andre store sociale medier - underlægges samme regulatoriske krav, som bankerne blev pålagt efter finanskrisen i 2018.

Det skriver Reuters.

"At Twitter var sårbar over for et usofistikeret angreb viser, at selvregulering ikke er løsningen," lyder det fra finansinspektør Linda Lacewell.

Ifølge Reuters lykkedes det for hackerne at stjæle bitcoins for 118.000 dollar, svarende til omkring 750.000 kroner, under angrebet.

Læs mere om angrebet her: Twitter bekræfter årsag til kæmpe hackerangreb: Her er forklaringen

Bitdefender finder tegn på, at botnet lejes ud som lovlig anonymiseringsservice

Eksperter hos it-sikkerhedsfirmaet Bitdefender har fundet tegn på, at botnettet Interplanetary Storm bliver solgt som en proxy-netværksservice på internettet.

Proxy-infrastrukturen kan bruges til at anonymisere brugerne af det på nettet og lader til at være udviklet med henblik på dette for at blive lejet ud som en service, som bagmændene kan tjene penge på.

Det skriver it-sikkerhedsfirmaet i en meddelelse til Computerworld.

Interplanetary Storm har, ifølge Bitdefender, inficeret enheder over hele kloden, men størstedelen er at finde i Asien.

De nordiske lande er dog også blevet ramt.

De fleste inficerede enheder findes i Sverige med 351, men Bitdefender også har fundet 21 i Danmark.

Volvo Trucks lancerer kundetest af elektriske lastbiler

Volvo Trucks begynder i oktober med kundetest af en fuldt eldrevet transportløsning til byggebranchen.

Kunden Swerock får leveret to tunge lastbile.

Det oplyser Volvo Trucks i en meddelelse til Computerworld.

"Lastbiler i anlægsbranchen skal som regel være mere kraftige og robuste end i mange andre segmenter, og eldrevne lastbiler er ingen undtagelse," udtaler Jonas Odermalm, Vice President Electromobility hos Volvo Trucks, i meddelelsen.

Astralis sælger profil: Bliver 'en af de dyreste Counter Strike-spillere nogensinde'

Danske Astralis har solgt Counter Strike-spilleren Patrick "es3tag" Hansen til amerikanske Cloud9.

Det oplyser Astralis i en meddelelse.

Og selvom Astralis ikke vil blotlægge de nærmere detaljer i handlen, understreger selskabets topchef Anders Hørsholt, at salget gør Patrick "es3tag" Hansen til 'en af de dyreste Counter-Strike-spillere nogensinde.'

Energinet tester nyt system, der skal dokumentere grøn elproduktion- og forbrug

Energinet tester sammen med en række aktører prototypen til et nyt system, der kan dokumentere, hvor strømmen kommer fra og vise, om den er grøn eller ej – time for time.

Systemet med navnet EIOprindelse kan dokumentere samtidigheden mellem grøn elproduktion og vores elforbrug.

Det skriver Energinet i en meddelelse til Computerworld.

"Målet er at skabe et nyt koncept, et certifikatsystem og et system, der understøtter det. Et koncept, hvor der time for time kan dokumenteres samtidighed mellem grøn strøm fra producent og det faktiske forbrug, og som dermed kan give stor værdi for privatpersoner, der ønsker at træffe et grønt valg, og for virksomheder, der vil producere bæredygtigt," lyder det i meddelelsen.

Clever, Vattenfall og Vestas er blandt de virksomheder, der er med i testningen.